286 / 454
261
gælder ogsaa i Aandens Verden, at det
aandelige Saakorn
maa have Spirekra ften i sig,
og det sker, naar Forkynderen,
den enkelte og Menigheden, hjertelig tilegner sig Guds Naa-
des Ord om Syndernes Forladelse, som vi synger:
Naar H jertet med Varme
om Ordet slaar Arme,
vor Frelser vi tager i Favn.
Og nn skal denne Kirke
kaldes efter Hans Egedes Navn.
Han var en Sædemand, som bar Guds Sæd ud med Haab.
Selv havde han hjertelig tilegnet sig Ordet om Guds Naade i
vor Herre Jesus Ivristus, derpaa byggede han sit Liv, og
Lydighed mod dette Ord er den røde Traad i Hans Egedes
Liv. Fordi han vilde være lydig mod Herren, kunde han
ikke blive hjemme, men længtes ud, og han var dreven af
den rette Kærlighed til Mennesker, saa han ikke kunde taale
den Tanke, at oppe i det høje Nord sad Landsmænd, som
ikke havde det hele og fulde Evangelium at leve deres Liv
paa. Gud give, at disse to:
Lyd ighed m ed Gud og Kærlighed
til M enn esker
altid maa være forenede hos dem, der har
hjemme i Hans Egedes Kirke.
Og Hans Egede gjorde sin Gerning med Haab og mod
Haab,
trofast hold ende ud
og
glemm ende sig selv
midt under
Skuffelser og haarde Tider. Der kom ogsaa for ham mis
modige Timer. Han, som holdt sin første Prædiken i Grøn
land over Ps. 117: »Lover Herren, alle Hedninger, priser
ham, alle Folkestammer. Thi hans Miskundhed har væiet
mægtig over os, og Herrens Sandhed er evindelig, Halle
luja,« han valgte til Tekst for sin Afskedsprædiken 1736
Es. 49, 4: »Men jeg sagde: jeg har gjort mig Møje forgæves,
og fortæret min Kraft for intet og uden Nytte. Alligevel ei
min Ret hos Herren og min Løn hos min Gud.« Det var en
Træthedens Bølge, der gik hen over ham. Men Gud har selv
sat sit Segl under hans Gerning og vedkendt sig den. Det
var betagende 200 Aar efter Egedes Ivomme at yæie i Giøn-
land og se, at der ikke var noget Omraade af Livet deioppe,
uden at Egedes og hans Budskabs Spor saas. Det var deies
Boliger og Hjemliv, deres Handelsliv, deres Skole og deies
Kirke. Og det mest betagende Øjeblik ved Festen deroppe
var, da en Grønlænder traadte frem og holdt Slutningstalen,
efter at der var overbragt Hilsener fra det danske Mis
sionsselskab og fra den danske og norske Kirke. Han sagde
omtrent saaledes: »Heroppe er Sommeren kort og Blomster -
ne 'ikke mange, og de kommer sent; men de kommer dog.
Egede sagde, da han forlod Grønland: »Jeg har foitæret mm
Kraft for intet,« men Gud har underkendt denne Dom, og vi
takker Gnd for det, han har ladet vokse indtil denne Dag,
om det end kom sent.«