288 / 454
263
glemte saa i Kvælden stille
Striden i Jerusalem;
Hjerter tro og Øjne milde
fandt han i det kære Hjem.«
Men som Jesus var dengang, er han jo endnu:
»O, han vil saa gerne komme
til os alle med sin Fred.
Han gaar ind i Borg og Hytte,
hvor der kun til ham er Rum,
og hvor Hjerterne vil lytte
til hans Evangelium.«
Han gaar endnu ind i Synderes Hus, og det, han ser efter,
er jo dette, om der er Mennesker, der har Brug for ham
som Frelser. Om Huset er stort eller ringe og lille, det
spørger han ikke om, men der, hvor to eller tre er samlede i
hans Navn, der er han midt iblandt dem til Stede og lyser
sin Fred over dem.
Saa tør vi da tro, at han ogsaa vil værdiges at træde
under vort det ringe Tag, og vi vil bede ham være vor
H y tte
gæst
og hos os gøre sin Frelsergerning her i dette Hus, der
er nævnet efter
Hans Egedes Navn,
til Minde om Grønlands
Apostel og hans tapre Hustru
Gertrud Rask,
disse to
Mennesker, der i Sandhed havde Kristi Sind og gik ind i
de elendigste, mest snavsede Eskimohytter uden Tanke paa
at skaane sig selv for at bringe Mennesker Evangeliet. Vi
vil gerne ved dette Hus og ved den kommende Kirke sætte
dem et Minde i kommende Tider.
Vi tør tro, at ogsaa her, hvor der skal færdes en Skare
af Syndere, vil han nok have sin Gang, og vi vil gerne hede
ham være vor kære
Gæst
og modtage ham baade i Søndagens
Højtidsstunder og i Hverdagslivets travle Arbejde, naar vi
samles til vore Møder.
Vi vil gerne tjene ham, som
Martha
gjorde det. Og dei
vil jo blive meget
Marthaarbejde
herinde. Men saa skal vi
spørge os selv, om vi er Jesus mere hengivne, end Martha
var det. Mon vi rigtig har Sind til at sætte vor egen iV
age
-
lighed
og al vor
verdslige Travlhed
til Side for at ti ene ham
og udføre det Arbejde, som vi tror kan være ham til Behag ?
Men skal vi saa paa den anden Side ikke rammes at
Herrens Bebrejdelse, fordi vi arbejder paa et galt Grundlag,
saa maa vi altid begynde Arbejdet ud fra
Manastunderne.
Hvis vi mener, at det i Grunden er
os,
der aibejder, og a
det er
vore
Kræfter, der skal sættes ind, saa skal det nok
hurtigt gaa saadan, at vi fyldes med. megen Uio, og a vi
gør os mange Bekymringer. Begner vi kun med det, som vi
formaar, saa ender det før eller siden med noget u voi es,