287 / 454
262
Det kan ske, at den, som bærer Sæden, der saas, gaar
sin Gang med Graad — det kan ogsaa ske, at han gaar med
en taknemlig Følelse af, at der er Grøde i Luften. Den tro
Tjener maa vel erfare noget af begge Dele. Men Gud give
Trofasthed og Flaab hos dem, som her skal have hjemme
og have en Tjeneste, at det maa lyde i deres Sind: »Med
Guds Rige er det saaledes, som naar et Menneske lægger
Sæden i Jorden,« saa skal de ogsaa faa Forsmag paa Høsten,
den store Høst, naar Negene skal hjemføres med Frydesang.
Amen.
Prædiken ved Indvielsen af Hans Egedes
Kirkesal
28. September 1924.
T ek st: L u k . 10, 38— 42.
Hvorledes Hjemmet i Bethania var, — om det var et
Hus i Retning af en smuk Villa, eller om det var ganske
tarveligt som et Husmandshjem — det fortælles der ikke
noget om. For Jesus vilde det ogsaa have været uden mind
ste Betydning; det, han saa paa, var ikke de ydre Forhold,
men han saa paa de Mennesker, der prægede Huset. Han
holdt mere af at komme i en beskeden Hytte, hvis der var
Mennesker derinde, som tog imod ham med Glæde, end at
komme i Farisæernes fine Hus, hvor man undlod de simple
ste Høflighedsformer, ikke tvættede hans Fødder og ikke hil
ste ham med et Velkomstkys.
Han tog helst ind i Tolderes og Synderes Hjem og satte
sig til Bords med dem til Forargelse for Farisæerne. Tol
dere og Syndere tog jo imod ham med Glæde.
Men der var vel intet Hjem, hvor han var saa hjertelig
velkommen, og hvor han følte sig saa godt hjemme, som i
Hjemmet i Bethania, i Marthas Hus. Det var vel mest Martha,
der satte Præg paa Huset med al sin livlige Travlhed. At for
Resten ogsaa Maria, der ellers var saa indadvendt, kunde
være virksom, kender vi jo fra Historien med Nardussalven.
Lazarus var vel den, som skaffede Husholdningspengene,
men ellers har han vel været den tavse Mand, med hvem
siden det store Under skete.
Jesus elskede disse venlige Mennesker og var en elsket
Gæst. Der fandt han et Fristed, hvor han kunde hvile ud
efter Striden i Jerusalem, som det hedder i den kendte Sang:
»Naar for Jesus Dagen endte
med sin Møje, Sorg og Strid,
mod Bethania han vendte
trætte Fod ved Aftentid;