338 / 454
313
»Ordet blev Daad og boede iblandt os.« Lad det kunne
siges om os i denne Sag som i alle andre, thi det er ad
den Vej og ikke ad Intellektualismens, de Kristne skal sejre
nu som før.
Da man ud fra Naturvidenskaben angreb Kristendom
men, stod de Kristne ikke med Palmer i Hænderne i den vi
denskabelige Debat; men Kristendommen stod Angrebet
igennem og gik afklaret ud af det. Nu sker Angrebet fra re
ligionshistorisk Hold; ogsaa af dette vil den gaa ud mere
afklaret, og den vil atter sejre ved Kraftbeviset.
Den største Tænker, der vel nogen Tid har levet, Ari-
stoteles, havde opdraget Alexander den Store, der oprettede
et Verdensrige paa Grundlag af Folkenes Ligeberettigelse, og
skabte derigennem den første verdenspolitiske Kultur, den
hellenistiske. Dette Rige smuldrede hen.
Almuesmanden, »Jesus fra Nazareth«, grundlagde et Ver
densrige, der er i stadig Vækst. Folkenes Forbund er hans
Værk, dets Tekst er »Fred paa Jorden og i Menneskene en
god Vilje.« Det er af den gode Vilje mere end af den gode
Tilstand, det afhænger, om Fred og Retfærdighed tilsidst
skal vinde sejrende frem her paa Jorden. Det er den gode
Vilje, vi vil fremme med vort Kirkebyggeri, dette Byggeri,
der er et af Midlerne til at skabe et sundt dansk Folk, der
kan blive et af de Alterbægre, hvoraf Gud skænker den
kostelige Vin.
Provst H. M. Fenger:
Kirkesagens Betydning for Byen,
»Søger den Stads Bedste, til hvilken jeg har bortført eder,
og beder for den til Herren! Thi naar den har Fred, saa
har I Fred.« Saadan staar der i et gammelt Brev, som Profe
ten Jeremias har opskrevet (Jer. 29, 7), og Brevet fik han
Befaling fra Jehova til at sende det Folk, som var det ud
valgte Folk, og som var bortført langt fra sit Land og nu
sad i Fangevold i Babylon. Jeg tænker, at Folket følte sig
bitter imod dem, der trængte dem, og de saa ikke med
Venlighed paa Babylonierne, der havde overvundet dem i
Kampen, og som havde taget dem ud fra Fuglereden og føit
dem langt bort. Jeg tænker, at mere end én Gang har Bry
nene rynkedes, og de har set med Forbitrelse paa Hednin
gerne, der havde faaet Magt over dem. Mere end én Gang
har de knyttet Hænderne og tænkt: Hvem der kunde fri os
ud, og mere end én Gang har de set ligesom bebrejdende
op til Gud, at han ikke friede dem, men havde tilladt dette
at komme over dem. Og jeg tænker, Hænderne er saa igen
modløst faldne ned: Vi har ingen Fremtid og intet Haab