343 / 454
318
Og det vil sige, at Opgaven er en
levende
Opgave. Det
at bringe Evangeliet med dets frelsende Kræfter til nyt Liv
til Mennesker er jo noget
levende.
Men Liv meddeles kun ad
personlig Vej, gennem personlig Forbindelse.
Derfor bliver det en Nødvendighed, ja, en Livsbetingelse
for København, at Kirken ligger midt mellem Hjemmene,
og at Opgaven bliver saa overkommelig, at den kan løses
ad den eneste fremkommelige Vej: den levende, den gennem
den personlige Forbindelse.
Jo nærmere Kirken rykker Hjemmene, des tættere vil
Hjemmen slutte sig til Kirken.
Hjemmene trænger jo til Kirken.
Jeg sad for nogen Tid siden en Aften i et lille Hjem, som
manglede Forbindelsen med Kirken. For flere Aar siden var
de to Mennesker bleven borgerligt viet. Det vidste jeg ikke
og spurgte i Talens Løb, hvem der havde viet dem.
»Ja,« sagde Manden, »man stod jo uden nogen Forbin
delse med Kirken dengang; saa kunde man jo lige saa godt
melde sig ud af den og lade sig borgerligt vi — men man
trives ikke ved det, man mangler hele Tiden noget. Kunde
De ikke hjælpe os i Forbindelse med Kirken igen.«
Hvor havde han Ret, og hvor kunde jeg godt lide hans
Ærlighed: man
trives ikke ved det,
og man
mangler hele
Tiden noget!
Nej, et Hjem trives ikke uden Forbindelse-
med Gud. Og et Hjem
mangler hele Tiden noget,
naar man
begynder med borgerlig Vielse og fortsætter med »kommu
nal Daab«, som en Mand forklarede mig, at han ønskede at
faa sine Børn »kommunal døbt«, og gaar videre med »kom
munal Konfirmation« o. s. v. Unddrager Hjemmene sig Guds
Kærlighed og Guds Myndighed over Livet — saa unddrager
Hjemmene sig i Virkeligheden selve Livet, og det mærkes i
det daglige Liv som, at »man trives ikke ved det« og »man
mangler hele Tiden noget«.
Men ligger Kirken midt mellem Hjemmene, og forstaar
den sin Opgave, saa vil den netop paa den levende, person
lige Vej møde Mennesker med sin Indbydelse og nøde dem
til at gaa ind.
Og forstaar Kirken, og kan den overkomme gennem sil
forskelligartede Menighedsarbejde at komme ind i H jem
mene og lytte sig til alt det meget, der rører sig dybest inde
i Mennesker og spørger efter Gud mere, end der maaske
nogen Sinde er spurgt efter Gud herhjemme, saa vil H jem
menes Døre aabne sig for Kirken og for Kirkens Herre, og:
de, der bor i Hjemmene, skal nok finde Vej ind i Kirken,
ikke som i gamle Dage bare Juleaften, heller ikke blot hver
Helligdag og Nytaarsnat, men ogsaa paa de travle Hverdage,
naar Kirken staar aaben og vil være Lønkammer for alle dem
— baade i de smaa og i de store Hjem — , der har saa svært