345 / 454
320
Dersom Herren vil,
siger jeg. Thi det er med Kirkehi
storien som med en kristelig
Vækkelse,
at vi Mennesker kan
ikke lave den eller bestemme Tid og Time for den. Her
rens Vejr blæser, hvor og hvorhen og hvornaar det vil, og
hvor meget vi end puster, hjælper det ikke. Vækkelsen den
kommer i Guds Time, og det gør ogsaa de nye og store
Fremstød i Kirkens Historie. Men vi kan noget andet. Vi
kan
gaa Herren i Møde,
og vi kan bane Vej for ham ; vi
kan spørge ham og lytte efter hans Fodtrin og gøre os
rede, vi kan aabne vore Hjerter og tilbyde ham vore Gaver
og Midler. Men Gerningen er hans.
Gerningen er hans.
Det vil vi ogsaa sige til hinanden i
Aften — ogsaa til Opmuntring og Ansporing. Det har altid
været saaledes
i Kirkens Historie,
at hver Gang nyt Liv brød
frem indenfor dens Mure, saa havde Herren først været der
og gjort sin Gerning i Hjerterne. Ikke mange Steder har
det rørt mig saaledes at staa som i Portiuncula Kirken Skt.
Angeli udenfor Assisi. Midt i den store Domkirke, næsten
som under Sommerhimlens Hvælving, dér staar den lille,
lave Kirkehytte, som
den hellige Frants,
da Herren havde
tændt hans Hjerte i Brand, allerførst gik ind og fejede med
sin Kost for saa at reparere den og bygge den op. Det var
Begyndelsen til den store Kirkevækkelse, der dengang i det
13. Aarhundrede gik henover Landene. Inde i Domkirken i
Assisi ser man Giottis Fresker, hvor Paven ligger i sin fine
røde Dragt og drømmer om den lille Munk, som støtter den
faldende Kirke; dér staar den unge, gode lille Frants i sin
brune Kappe og sætter Ryggen mod det faldende Taarn.
Og det var næsten paa samme Tid, at de heroppe i
Dan
mark
byggede de fleste Kirker, der nogen Sinde er bygget
her i Landet indtil Chr. IX ’s Dage; og det var ogsaa, lordi
Herren havde gjort sin Gerning i een Mands Hjerte og op
rejst os den største Kirkemand, vi vel har haft,
Biskop Ab
salon,
som ogsaa valgte Pladsen til vor By.
H erren gør sin Gerning,
og han gør den
gennem sin Kir
ke.
Dertil er den. Her er vel mange
Præster
med i Aften, og
vil man spørge os: hvorfor valgte I at være Præster og er
det endnu? saa vilde vi vel alle, hver paa vor Maade,
svare: Det valgte vi, og det er vi, fordi vi synes, at det var
den Maade, hvorpaa vi bedst kunde udbrede Guds Rige i
vort Land. Og her er vel mest
Venner og Børn af Kirken,
og spørger vi dem: hvorfor vil I blive i Kirken og støtte
den? saa svarer de, hver med sin Røst: Fordi Herrens Ger
ning sker bedst dér, det har vi erfaret.
Det har vi erfaret, og
vore Fjender
véd det samme. Har
vi ikke vidst det før, saa har vi da faaet Bevis derfor paa
Tryk i den sidste Tid, at alle de Angreb, man rettede paa
Kirken og Præsterne, de var ment som et Angreb paa Re