346 / 454
321
ligionen, paa den kristne Menighed og Moral, og tilsidst
paa Jesus Kristus selv, og da man ikke vidste anden Maade
at skaffe ham ud af Verden paa, saa skrev man, at han har
aldrig eksisteret. Og Fjenden jubler ved Tanken, og for
nylig kunde vi høre en af Studenternes Førere*) sige og
skrive:
»Den religiøse Fordummelse er en Midgaardsorm af
endnu mere fantastisk Størrelse, end nogen gammel Skjald
har kunnet opdigte . . . . Hver Gang en ny Thor er traadt
til og har taget et Kæmpetag i Katten, har den hvæset og
strittet imod, og de dumme Landet over har gottet sig. Men
hvis de vidste, hvad der efterhaanden skete, vilde Smilet
stivne. Katten har løftet det ene Ben, og vi lader den ikke
løbe.
Videnskaben har faaet Tag i selve de oldkirkelige Skrif
ter, hvorpaa Troen i Aarhundreder har bygget, og det er
bevist (!), at dette Grundlag er en løs Hob af jødiske Pro
fetier og sentimentale Legender, og at den historiske Viden
om Jesus er saa svagt underbygget, at man fra et viden
skabeligt Standpunkt har rejst Tvivl om, hvorvidt Jesus
overhovedet har levet.«
Saaledes taler Fanatismen og Fjenden. Og
Kirkens
Svar
derpaa er det samme: Vi velsigner fjenden . Vi byg
ger Kirke paa Kirke, og dér gør Herren selv sin Gerning
til dens og dens Børns Velsignelse.
Ilan kan det. Historien
— som Modstanderne viser hen
til _ har indtil denne Aften vist, at ogsaa
vor Folkekirke,
saa svag og fejlende den kan synes at være, er et Hjem
sted for'Herrens Menighed og et Værksted for hans Gerning.
Den Gerning var alle Dage
den samme.
Han sendte sine
første Mænd og Vidner ud med denne Befaling: »Hvor 1
gaar hen, skal I forkynde Evangeliet og drive de onde Aan
der ud.«
Begge Dele
skulde de, prædike Ordet og læge F o l
kets Saar og Onder.
Og det sker
den Dag i Dag.
Hvorsomhelst
en ny Kirke
rejser sig mellem Kolonihaverne og de store Kaserner og de
midlertidige Barakker, dér sker Herrens Gerning. Klokkerne
ringer som Svar paa Fjendens Spot, og de fleste elsker den
Lyd.
Ordet
samler en Menighed, og den gaar ud til de andre
og
er god ved dem,
samler de smaa i Børnehaver og tagei
sig af de syge og gamle. Men en Kirke maa der til, et Vær
v-
sted maa Herren have. Jeg kom selv som ung ikke saa
sjældent i saadan en lille ny Kirke, hvor en jævn, nidkær
ung Præst stod, og det var tydeligt at kende, at den c-
nighed, der var ved at samles dér, de var ikke fisket fra
*) Adjunkt Frisch, Formand for Studentersamfundet, Lærer ved
Metropolitanskolen!