341 / 454
Børn, mellem Herskab og Tyende. Hvor er der lidt Fred i
Arbejdet, saadan at man under hinanden det vel, den store
og stærke Arbejder ved Siden af den, der maaske er langt
tilbage. Hvor er der lidt af Freden i Menneskers Glæde; der
er Glæder nok, og Latter nok, og Sange nok ; men hvor er
de fleste dog uendelig blottede for Vid og blottede for virke
lig Glæde, blottede for Fred. Hvor er der lidt Fred i vor
Stad, naar man tænker ogsaa paa de Kampe, der føres, baade
paa vor Rigsdag og mange andre Steder. Hvor er der lidt
Fred, naar de svære Tider kommer, og vi skal jo allesam
men ind under Lidelsen og Korset; Fred til at lide og Fred
til at dø, hvor er der lidt af den. Men dér synes jeg, dér
tager den Sag fat, der fylder os i Aften; den vil ilte Lungerne,
og den vil ilte dem med Fred. Og da siger jeg: Det er Freden
ovenfra, der blev sunget ned over Jord i Julenat, det er
Fred ved vor Herre Jesus Kristus med den usynlige Gud og
Fader deroppe; det er Fred i Samvittigheden, fordi vi har
faaet Tilgivelse og Naade; det er Fred i Hjertet; det er Fred
i vort Arbejde; det er Fred mellem Mennesker; dét er Fred
til Glæde, Fred til at kæmpe, Fred til at lide og Fred til at
dø; det er den, der trænges til i København,
Og saa er det jo underligt nok, at der staar: Søg dens
Bedste, og naar den har Fred, saa har I Fred; men saa be
tyder det jo, at dens Fred, de manges Fred, som er døbte,
men som har glemt Daabspagten, naar den bringes dem i
de mange Kirker med Klokker, der ringer Mennesker sam
men, fordi Sognene er saa smaa, at man kan naa rundt, —
saa skal I faa Fred.
Det er sandt, at Guds Menigheds Fred faas ved, at Jesus
Kristus kommer til os, og vi tager imod hans Naade og Kær
lighed, saa vi kan sige: Gud ske Lov, jeg har faaet Fred med
Gud ved Korsets Fod. Men har vi faaet den, skal vi bringe
den videre, og hvis vi ikke gør det, spildes den for os. Det
har Københavns Kirkesag indset, at man kan ikke nøjes
med at glæde sig over at være et Guds Barn og have det hyg
geligt og dejligt indenfor Kirkens Mure, men vi maa bringe
Vidnesbyrdet videre. Saa véd jeg godt, at hvor du bringer
Freden, dér kommer der Røre og Kamp først, men lykkes
det at bringe Freden til de mange, som aldrig har smagt,
hvad Fred med Gud og Fred i Samvittigheden egentlig er,
da skal du se, hvor Freden vender tilbage til dig.
Og har Mennesker vendt sig bort fra Fredens Evange
lium, bevidst vendt vor Frelser og Kirken Ryggen, saa siger
jeg: Der kommer Stunder for et Menneske, hvor vor Herre
tager ham afsides; der hører meget til, du, at være en Fri
tænker og Gudsfornægter hele sit Liv. Jeg er en af de gamle
Præster i København, som har set meget, og jeg vil sige:
Der hører meget til at bevare Ligegyldigheden og Modstan