KøbenhavnsKirkesag

322

andre Kirker, men de var samlet sammen dér fra Kvarteret

og sang nu deres glade Salmer, som endnu var nye for dem.

—

Tjenerne gaav, men Herren bliver}

siger et gammelt,

skønt Ord. Hvorledes kan vi være sammen her i Aften uden

at mindes de Tjenere, Herren

fø r os

har brugt i denne sin

Gerning. Jeg ser dem for mig, Friis-Hansen, den glødende,

utrættelige Idealist, der sled sit Hjerte op i denne Sag —

Gud glæde hans Sjæl i Himmerig — , Skat Rørdam, den ædle

Biskop, som gjorde Sagen til sin, Adolph, den elskelige og

offerglade Mand, og Lægfolk som Bangert og Borgen; de

er gaaet ind, de tro Tjenere, til deres Herres Glæde, men

Herren bliver og gør sin Gerning endnu; men han vil bruge

svage Mennesker dertil, os vil han bruge,

d i g

vil han bruge,

og vi er gaaet ind i de andres Arbejde, som har arbejdet

før os.

Herrens Gerning

er det, og derfor vil

dens Dag komme

og dens Maal naas i hans Time. Det lille, stakkels Blaa-

gaards Skur skal ikke ligge og skamme sig, en dejlig Kirke

skal snart staa som Portiuncula Skt. Angeli over den lave

Hytte. Grøndals-Kolonilysthuset skal blive til et lysteligt

Kirkehus, Absalon skal ikke have en Træhytte, men en Sten

kirke, og det en skøn; 2den Timotheus Kirke skal blive

større end 1ste Timotheus. Hans Tavsen og Hans Egede

og Taksigelseskirken og Alle Helgens Kirke, alle skal de staa

fuldendte, voksede frem af denne Aften, om Herren vil.

Herrens Gerning

er det, kendt i Norden, thi Finland,

Sverige og Norge ser hen til os og lærer af os. Herrens

Gerning, thi den forener Land og By, hvad ikke engang

Københavns Befæstning kunde, men Herrens Sag kan det.

Herrens Gerning, som skønt forener

Lægmænd og Præster,

ligesom Herrens store Gerning i Kirkens første Dage blev be

gyndt af Antiokias Lægfolk, mens de store Apostle tøvede,

Herrens Gerning, hvor Herren og hans Folk og Menighed ar

bejder sammen; det er der Ære ved!

Gud velsigne da denne Aften og alle os, som var med, at

Herrens Gerning maa ske ved os!

Sognepræst A . Fibiger:

De med Ansvaret.

»Skal jeg være min Broders Vogter

?«

Ansvaret — Ansvaret — det er ikke saa let at have An

svaret, hverken for at slutte et Møde som dette, saa det i

nogen Maade bliver sluttet, som det skal, eller for at Arbejdet

i de kommende Dage kan bære den rette Frugt.

Ansvaret er overhovedet et noget besværligt Ord. Det er

langt lettere og behageligere at appellere til Menneskers