349 / 454
324
og saa meget, sagde de høje Herrer i Finansudvalget: Naa!
det gaar jo glimrende! Hæng bare i, I kan jo godt klare jer
selv. Og dermed var
Staten
fri for Ansvaret.
Men saa
Kommunen
da? Ja, var det ikke i dens egen
velforstaaede Interesse, at der blev sørget for en ordentlig
kirkelig Betjening? Jo, utvivlsomt; men just paa den Tid
var der en stærk kirkefjendsk — for ikke at sige kristus-
fjendsk — Majoritet, da det moderne Gennembrud, der nu er
bleven til det forældede Sammenbrud, stod paa Højden, og
en bekendt Overretssagfører af det radikale Parti sagde:
»Ja, vi kan vel ikke være bekendt at nægte at give dem
Grund til en Kirke paa Enghaveplads, naar alle Danmarks
Præster kommer og vil forære Byen en Kirke; men lad det
saa dog ogsaa med det samme blive slaaet fast, at herefter
er al Tale om Kirkebyggeri en Københavns Kommune som
saadan uvedkommende Sag!« Og da de Aaret efter kom og
bad om en Grund til Brorsonskirken derude paa Rhabarber-
landet, sagde Kommunen nej, og den fattige Komité, der i
det væsentlige levede af Toører i Tændstikæsker, maatte
pænt betale Kommunen 15,000 Kr. for at faa Lov at skænke
dette fattige Kvarter en Kirke.
Se, saadan blev Kommunen af med Ansvaret.
I hvilken Grad disse Pengekasser faldt i Laas, kan
maaske illustreres ved et Træk som dette, at i den Protokol,
der i sin Tid blev ført for Opførelsen af Eliaskirken, findes
Spørgsmaalet om Tilskud fra Stat eller Kommune først om
talt langt henne i Bogen, da Indsamlingen allerede var i
fuld Gang, — og bliver da kun omtalt i Forbigaaende som
noget fuldkomment haabløst. Og vi med mangfoldige andre
fik da heller ikke en Øres Tilskud hverken fr^ Stat eller
Kommune.
Men ved et Møde- forleden Dag i Bispegaarden sagde
Prof.
H. Westergaard,
der paa Grund af en Englandsrejse
ikke staar iblandt os som Taler i Dag, at der i 1893 blev
holdt et Møde, netop her i Koncertpalæets Sal, hvor
An
svaret blev taget op af Guds levende Menighed.
Og hvilken Lykke
det
var for Kirkesagen, for vort Folk,
for vor Kirke og for vor By, det ser vi jo alle nu saa klart.
Thi da Stat og Kommune i kortsynet Blindhed skød An
svaret fra sig, da rejste Guds Folk sig fra Skagen til Gedser
og sagde: Saa bygger
vi
de Kirker, for bygges skal de!
Vort Lands Hovedstad, dette Kæmpehoved paa en Barne-
krop, skal ikke have Lov at raadne op i Synd og Ugudelig
hed. Guds Ord skal have Løb iblandt Folket derinde; thi
det og det alene er det sikreste Bolværk mod Syndens og
Satans snedige Anløb.
Og vi, der har faaet Lov at være med i denne skønne
Bevægelse, takker og priser Gud for den Rigdom, han der