120 / 233
Helle Blomquist
behandlingsanstalter over hele landet med indlæggelse af de pati
enter, der led af sygdommen. Men det er, hvad der skete, hvis man
ser retrospektivt på det. Og det kræver en forklaring, medmindre
man tilslutter sig opfattelsen af, at historiens gang beherskes af sto
re personligheder. Saugmanns artikel var kun anledningen. Min
tese er, at projekt tuberkulosebekæmpelse havde en særlig sam
fundsmæssig funktion i den historiske kontekst. Denne funktion lå
ikke alene i den rationelle bekæmpelse af sygdommen, men tillige
i det forhold, at lægernes behandlingstilbud bidrog til statsopbyg
ningen og løste en række sociale og kulturelle opgaver i omform
ning af befolkningens holdninger, værdier og adfærd. Tuberkulose
bekæmpelsen blev en politisk sag og et led i samfundets moderni
sering. Til at varetage bekæmpelsen blev etableret et omfattende
apparat, lovgivningsmæssigt, administrativt og behandlingsmæs
sigt. Inden for dette felt blev et omfattende sæt af beherskelsestek
nikker bragt i anvendelse, lige fra de mere »hårde« metoder som
straf, overvågning, statistik og til de mere »bløde« som æstetik,
reklame, underholdning og oplæring af ungdommen. 6
For at en ny lægelig behandlingsmetode kan slå igennem på stats
ligt plan og ændre en befolknings adfærd, må en række betingelser
være opfyldt: (1) Befolkningen må være tilbøjelig til at tage kontakt
med den lægelige behandler i en situation, hvor behandling er rele
vant; (2) lægerne må som faglig gruppe have interaktion med det
politiske system; (3) de må selv være i stand til at skabe et fornyen
de brud med traditionelle holdninger; (4) der må generelt være et
mere latent ønske om at forandre holdninger, værdier og adfærd,
både hos behandlere og potentielle behandlede; (5) de finansielle og
organisatoriske muligheder må eksistere for at opbygge et omfat
tende, standardiseret behandlingstilbud.
Lægerne og behandlingssystemet omkring 1900
Fra begyndelsen af 1800-tallet var Danmark forsynet hovedsageligt
med offentligt ansatte embedslæger. Oprindeligt var altså dækning
af rigets lægebehov en opgave for statsligt ansatte mænd med en
højere uddannelse. Men embedslægerne var aldrig ene ombehand
lingsopgaven. Apotekere, jordemødre samt kloge mænd og koner
udførte konkrete, afgrænsede opgaver. Og i sidste halvdel af 1800-
tallet forekom en stigning i antallet af private, praktiserende læger,
118