136 / 233
ge befolkning. Kur- og sanatorieanstalter for de bedrestillede blev
etableret i Europa fra omkring 1850, med placering af kuranstalter-
ne i bjergområder, med frisk luft og rigelig ernæring som en væ
sentlig del af terapien. 63Med tuberkulosebacillens opdagelse skif
tede tuberkulosebekæmpelsen karakter. Der var nu påvist et
årsagsforhold, omend ikke et specifikt helbredelsesmiddel. 64
Tuberkulosebekæmpelsen var altså et systemskifte også på lægevi
denskabens område. Der var tale om en gennemgribende ændret
tankegang, der influerede holdningen til alle infektionssygdomme.
Den hidtidige behandlingsform var i 1886 blevet defineret af
lægen Julius Lehmann, der var kommunelæge i København, med
lem af Sundhedskollegiet og senere formand eller dekan for det
te. 65 Ifølge Lehmanns opfattelse måtte behandling indebære, at
man stillede hygiejniske krav til det lokale miljø. Det synspunkt
blev støttet af et andet medlem af Sundhedskollegiet Sophus
Engelsted, med bl.a. hans arbejde for desinfektionsforanstaltninger
overfor tuberkulose og generel betoning af hospitalsbehandlingens
utilstrækkelighed. Engelsted havde været en af det 19. århundredes
foregangsmænd for tuberkulosebehandlingen. Han havde initieret
opførelsen af Kystsanatoriet Refnæs for kirtelsyge børn, sygdoms
tilfælde som han i sin doktorafhandling i 1854 havde påvist, at der
var gode behandlingsmuligheder for. Som overlæge ved det køben
havnske hospitalsvæsen og medlem af Borgerrepræsentationen var
han levende engageret i den praktiske sygdomsbekæmpelse.
Engelsted og Lehmann mente, at man, bortset fra individuel
behandling af visse særligt veldefinerede grupper, måtte søge
tuberkulosens årsager i miljøet. Lehmann mente at kunne påvise,
hvorledes der var sammenhæng mellem særligt udsatte, lavtlig
gende og fugtige områder, medens befolkningen i kystregioner
havde lavere hyppighed af tuberkulose. Han byggede på teorierne
om miasmer, det vil sige en sygdomssmitte, der ikke overføres
direkte ved berøring med smittefarlige personer, og som derfor var
begrænset til visse usunde lokaliteter, hvorfra smitten bredte sig.
Konsekvensen af miasmalæren var, at den bedste behandling af
tuberkulosen var en forbedring af det fysiske miljø, dvs. ved at hin
dre den uheldige påvirkning fra de usunde omgivelser. Kun i min
dre omfang og i særlige tilfælde ville sanatorieanbringelse være
påkrævet, da løsningen jo principielt lå i miljøet og ikke i smitten
Helle Blomquist
134