142 / 233
Helle Blomquist
om bekæmpelse af stigende sygdomsfrekvens, idet sygdommen
allerede var på tilbagetog da indsatsen intensiveredes. Forudsæt
ningerne for indsatsen skal søges i et kompliceret sæt af strukturer
og hændelser, hvor ny viden om årsagssammenhænge gav ratio
nelle argumenter til iværksættelse af et forandringsprojekt, der har
monerede med tidens kulturelle strømninger og samfundsmæssige
og demografiske forandringer med en stigende urbanisering. De
særlige politiske forudsætninger omkring systemskiftet gjorde det
muligt at iværksætte projektet i stor skala. Hovedresultatet var en
indsats over for ændring af den adfærd og den social praksis, som
fremmede sygdommen og de værdier og holdninger der lå bag.
Tuberkulose blev identificeret med traditionel praksis og omgangs
former: Søbning af samme fad, spytning og urenlighed samt æste
tisk overlæssethed. Den behandling, som den nye lægevidenskab
satte ind med, rettede sig netop mere intensivt mod individet og
dets adfærd i modsætning til den hidtidige lære, der i vidt omfang
havde været rettet mod miljøet. Derfor kom bekæmpelsen af denne
sygdom til at betyde en ændring af individets adfærd. 81På tuber
kuloseanstalten var patienten overvåget af lægen, og udenfor var
det befolkningen, der betragtede sundhedsvæsents kampagner, der
havde samme formål som sanatoriebehandlingen.
Dette kunne ikke foregå uden udbredt støtte fra samfundets
magtapparat. Lægerne appellerede da også til den politiske vilje til
at være moderne som et slagord, der kunne sælge. Løfte om hel
bredelse var et væsentligt argument, og med det en grundlæggen
de tro på, at fremskridtet og helbredelse lå lige om hjørnet, hvis blot
man gav lægerne mulighed for at udøve deres hverv. Synspunkter
ne blev fremsat i tværfaglige fora med deltagelse af politikere og
den dannede offentlighed. Det var en ny generation af læger, der
var eksponent for denne opfattelse. Selvom de ikke i alt var enige
med systemskiftets politikere, så var det dog i en alliance med dem,
at projektet blev virkeliggjort. Meget betegnende voksede behand
lingssystemet ikke op lokalt. Det var styret centralt i København.
Kun et landsdækkende bevillingssystem, regeringsbureaukrati og
central organisering kunne løse opgaven. Dermed blev staten en
afgørende aktør i spillet. Og de beherskelsesteknikker, der kunne
anvendes, gik lige fra straf til pleje. Ydermere var projektet ikke
enestående i behandlingssammenhæng. Parallelle behandlingsfor-
140