167 / 233
Byens Protokolfabrik
Gothersgade 12. Fra venstre: Kaj Michelsen, Ellen Kerff, Thorkild Michelsen, Marie Brisson,
to af forfatteren ukendte personer, Gunnar Michelsen og yderst th. Christian Christensen.
Ca. 1922.
skulle også autoriseres. Det vil sige, at de skulle gennemdrages
med en tyk snor, som Københavns Magistrat fastgjorde på bindets
bagside med et laksegl, hvorefter Magistraten satte sit stempel for
an i protokollen. Ofte skulle bogbinderen også sørge for at bringe
protokollerne til autorisation, som skete på Københavns Rådhus.
Beregning af, hvor meget skind, der gik til en opgave, var et kunst
stykke. Skindet af et dyr har jo ikke en regelmæssig facon, og når
man betaler for et skind, skal der betales for både hoved, hale og
ben, der ikke er særlig anvendeligt. Prisen beregnedes dengang, og
det gør den stadig, pr. kvadratfod. Jo mindre dyr skindet kommer
fra, des større spild. Mest spild er der på små gedeskind, mens en
stor oksehud giver meget regulært skind. Alt det skal man tage
hensyn til, når man skal udregne skindforbruget til en speciel opga
ve.
Den 26. oktober 1937havde både Kaj og Gunnar fået næringsbrev
som bogbindermestre, og 1. april det følgende år blev de optaget
165