172 / 233
Min læretid blev stedse mere præget af krigen. Der kom flere og
flere erstatningsstoffer af ringere kvalitet, og i vinterperioden var
det koldt om morgenen, når vi mødte. Man måtte nemlig slukke
fyret om natten for at spare på brændslet. I krigens sidste år kom
der også mange forstyrrende luftalarmer med deraf følgende afbry
delser i arbejdet. Men da der næsten aldrig skete noget under disse
alarmer, var der en enkelt gang, at Christensen og jeg ikke gad gå i
beskyttelsesrum. Det var et rum i stueetagen, der var særligt afsti-
vet. Men pludselig lød der nogle dumpe drøn, og hele gulvet gyn
gede under os, og det gyngede virkelig, så vi blev lynhurtigt enige
om at aflægge beskyttelsesrummet et besøg. Det var Shellhuset,
som var blevet bombet, og desværre også den franske skole.
De fleste arbejdsdage lignede i reglen hinanden, men enkelte
undtagelser forekom. Som da man fra fagforeningen havde rekvi
reret en ny dame. Hun mødte stille og satte sig til den anviste
maskine, men det vakte en vis furore, da hun ved maskinens fod
stillede 5 øl til løbende at slukke tørsten. Det var ikke lige B.P.!
Som tidligere nævnt var Ingolf firmaets mest udfarende kraft, ofte
i god betydning. Men ofte var han virkelig reaktionær i sine udfol
delser. En dag savede han ryglænet af en stol, den eneste stol vi
havde med ryglæn. Han kunne ikke fordrage, at vi sad ned ved
arbejdet, og slet ikke, når der tilmed var ryglæn på stolen. Han var
ofte plaget af smerter fra sit mavesår, så det tog nok en del på
humøret. Men når han havde det godt, kunne han være flink og
charmerende. Jeg snakkede af og til med ham om krigens gang.
Han førte naturligvis ordet, men jeg nød det. Gunnar var en mere
indadvendt type, hvilket nok af og til gjorde ham mere upopulær,
end han havde fortjent. Den tredje søn Kaj var den flinkeste af alle.
Nu tog han ikke lige så meget del i ledelsen og sagde aldrig noget,
som nogen kunne være generet af. Det gør det måske lidt lettere at
være flink.
Christensen, der stod somværkfører, var en helt anden person, en
livlig og varm mand, der såmænd også kunne levere en saftig
bemærkning - men sjældent. Men han var et venligt gemyt og med
rette meget afholdt. Grundlæggeren og mesteren Thorkild Michel-
sen var til gengæld en ret tør person, faktisk lidt kedelig, men abso
lut med den pondus, en mester helst skal have. Så alt i alt var fami
lien efter min mening en vellykket familie.
Inger Olufsen
170