122 / 213
saavel som paa Christianshavn. Ikke for at etablere statsdrift. I hvert fald var
det fra først af ikke meningen. Det skulle altsammen sælges, og i december
maaned det følgende aar kom det christianshavnske etablissement under ham-
O
meren, sukkerhuset saavel som havn og skibsværft. Det blev ikke opbudt
samlet, og det endte med, at sukkerraffinaderiet slet ikke blev solgt i den om-
1
O
7
O
gang. Holmsted bød det op til 198.000 rigsdaler, mens det med inventar og
beholdninger havde været vurderet til 230.000. Deraf faldt de to trediedele
O
paa lagrene af sukker og sirupper. Og hvis man kapitaliserede indtægterne for
de to forudgaaende aar, i gennemsnit circa 45-. 000 daler, saa naaede man jo
et beløb paa en lille million, ihvertfald omkring de 900.000.
Man besluttede, at sukkerhuset foreløbig skulle drives for kgl. regning!
Havn og skibsværft blev derimod solgt, tilligemed den saakaldte Ole Lan-
O
O
O
ges gaard, ud imod Strandgade. Den købte søkaptajn Niels Gram for 4330
rigsdaler. Det større omraade med »havn og fortøjningsplads —med derpaa
værende kran, vaanings- og andre bygninger, saavelsom pakhuset, som er bygt
langs v. der Ostens plads« kom, for det jo ogsaa adskilligt større beløb 14 .700
daler, til »Etatsraad Wever«, atter et af de notable navne i datidens handels
verden, kendt ikke blot for sin virksomhed indenfor det netop likviderede
kompagni, saavel som i Asiatisk kompagni, og i det hele taget en af forgrunds
figurerne i hovedstadens merkantile kredse.
O
Navnet Wever havde før været knyttet til »skibsbygningsværvet« ved
Grønnegaards havn, ja, det var jo den selvsamme mand, der i sin tid havde
overladt sin del af Rostgaards plads til havneanlægget. Man kaldte ganske vist
ogsaa dette areal for madame Fabritius’ plads, men hende havde Wever giftet
sig med, dengang hendes første mand Michael Fabritius var død. Hun sled tre
mænd op, gjorde denne dame, og det, at hun i sidste omgang ikke valgte en
handelsmand, men en krigsmand, generalmajor de Fongueville, hjalp ingen
ting. Ogsaa ham maatte hun efter tre aars ægteskab begræde.
Efter hendes egen død blev navnet Fabritius atter knyttet til værftet. Søn
nen Conrad Alexander, adlet Fabritius de Tengnagel, erhvervede det paa døds
boauktionen for 24.000 rigsdaler. Det var vurderet for 18.5^00. Skibsbygme
ster Høyer, smeden Jux, de vægtere og andre folk, som fulgte med i købet,
omfattede denne vurdering dog næppe.
Selvom ogsaa Fabritius de Tengnagel hørte til i forreste række, kunne han
alligevel ikke hamle op med den nye ejer af sukkerhuset. Dette tilhørte nemlig
fra 1763 ikke mere kongen, derimod en i virkeligheden maaske mere bety
dende mand, tyskeren H. C. Schimmelmann, indkaldt aaret før for at redde
statens finanser. Fabritius kunne dog nok kappes med ham i een ting, manglende
sans for dyd og gode sæder. Var han en mand, der forstod at værdsætte de
»skønne kunster« og som smykkede sit lyststed Enrum paa det prægtigste, saa
1 2 2