128 / 213
Skulle handelen afskaffes m a a tte d e t ske gradvis. En ra tio n e l befo lkn ing s
p o litik skulle frem m e fo rm e rin g e n og sta ten finansiere fo røgelsen af slavetallet,
in d en han d elen d e fin itiv t ku n n e ophæ ves. P la n te rn e m a a tte bringes til at tr o ,
at d e t b e ta lte sig at fo rbyd e den .
Ja, bondefrigørelsen tjente ligeledes baade økonomiske og humane formaal,
uden at æren, som tilkommer dens forkæmpere, bliver mindre for det. Deres
samtid priste dem da ogsaa, ligesom der blev slaaet en medalje til minde om
slavehandelens ophør. Den bærer brystbilledet af en neger. Me miseri, jeg
elendige, lyder underskriften. Skulle den snarere have været præget med
Ernst Schimmelmanns portræt? Han burde i hvert fald have
sin
medalje, mente
siden hans ven og tidligere regeringsfælle, den i sandhed ædle bondeven, Chri
stian Ditlev Reventlow , og det paa baggrund af at Schimmelmanns finansstyre
var endt med en katastrofe, statsbankerotten i 1 8 1 3 . Da burde man netop
huske, hvad den store menneskeven havde udvirket, ære baade ham og kongen,
som havde lyttet til hans vise raad, saa hele Europa siden fulgte eksemplet:
Unsterbliche Ehre für Schimmelmann, für den König, für Dänemarck!
Og man kan næppe beskylde dem, der havde bestormet Schimmelmann
om at gennemføre befrielsen, hans slægtninge, for at gøre en dyd af nødvendig
heden. Det var jo i den periode, da frihedsbegrebet havde betaget alle, ikke
mindst i de højere klasser. Da grever og baroner hilste den franske revolution
med uhæmmet glæde. »Welche herrliche schöne Auftritte«, skrev Johan Lud
vig Reventlow , det andet af grevebørnene fra gaarden i Strandgade, efter stor
men paa bastillen, og den tredie i flokken, søsteren Louise, gift grevinde Stol-
berg, kaldte 1 789 for det skønneste aar i sit liv. Og netop i revolutionsaaret
havde Schimmelmanns egen søster anraabt ham om at gøre noget for »die ar
men Negers«.
O
D e t var h en d e ik k e n o k , at fo rh o ld en e var b e d re t paa de Schimm elm ann-
ske p lan tag er, saa d e r gik ry af d e t b lan d t alle slavevenner, og tro d s hendes
from hed h e lle r ikke tils træ k k e lig t, a t de h e rn n h u tisk e m issio næ re r dog kunn e
stille de a rm e so rte en b e d re tilvæ re lse i ud sig t - e fte r dø den . D e r m a a tte
ku nn e gø res m e re , skabes sociale in s titu tio n e r fo r de gam le og syge, deres al
m indelige skæ bne k u nn e le tte s , ia, m an k u n n e vel d røm m e om m ed tid e n at
O
J
skæ nke d em frih e d e n ! »E twas muss do ch fü r diese G e d rü c k te n geschehen ,
w en n w ir unsers Lebens froh w e rd e n w o llen . M it S cheudern d enke ich an die
w illk ü rlic h e n P eitschensch låge , w e lch e sie ohne die ring este V e ra n tw o rtu n g
b ek omm en« .
D e t var C h a rlo tte Sch imm elm ann , statsm in isteren s gem alinde, d e r fo r
ta lte h en d e om d e t fø rste sk rid t frem ad , om fo rb u d e t m o d n eg erh and el en , da
d e t tr e aar senere var g e n n em fø rt, langtfra ud en m od stand , navnlig fra de
vestind iske regering sm ynd igh eders side. De ta lte jo paa p lan te rn e s vegne. Og