127 / 213
Basis var stadig Vestindien og plantagerne derovre, en meget ydedygtig
basis. Der kom aarligt raasukker for io .o o o ’ er rigsdaler, 1 767 for 42. 000, til
Christianshavn, takket være de sortes slid. Schimmelmann havde jo købt sla
verne af kongen sammen med plantagerne: in gleichen alle Ihro Königl. Maje-
stäts auf gedachten Inseln gehörende Negers, männlichen oder weiblichen ge-
schlecht. Der var mod slutningen af aarhundredet 8-900 negerslaver paa plan
tagerne, og disse kunne give et aarsudbytte paa op til 1 70. 000 daler. Saaledes
i 90erne, efter at Danmark for sit vedkommende havde forbudt slavehandelen,
takket være en indsats fra Schimmelmanns søn, Ernst Schimmelmann, der efter
faderens død 1782 havde overtaget ikke blot hans stilling som finansminister,
men ogsaa hans rigdomme, deriblandt det Grevelige Schimmelmannske fideis-
kommis, i hvilket indgik baade plantagerne og sukkerværket paa Christians
havn. En noget anden type end faderen, mere af en skønaand og mæcen, kendt
for sin støtte til tyske digtere som Schiller og Klopstock, danske som Baggesen
og Oehlenschläger, og skønt heller ikke et finansgeni i samme format var han
dog en godsejer og industriherre i større stil. Netop det, at han var medejer
af sukkerhuset og dettes forudsætning, plantagerne i Vestindien, var baggrun
den for hans arbejde for negerhandelens afskaffelse. Ogsaa for ham personligt
havde sagen baade en moralsk og en økonomisk side. Man forstaar ikke altid
helt hans handlemaade. Det var i sin orden at han beklagede sig, da han blev
statens tilforordnede i bestyrelsen for et veritabelt slavehandlerselskab. Men
mere mærkeligt, at han siden, da dette blev overtaget af et privat konsortium,
gik ind med et større pengebeløb —hemmeligt!
Nu havde de danske slavefarter aldrig været noget lukrativt foretagende
og egentlig kun haft deres berettigelse derved, at de holdt negerbefolknin-
gen paa de dansk-vestindiske øer vedlige, hvad kunne være vanskeligt nok
paa grund af de elendige kaar, under hvilke de sorte henslæbte deres træ lle
liv. Dødelighedsprocenten var høj og fødselsprocenten forbløffende lav. »De
vestindiske øer var krematorier, som ikke alene opslugte fødselstilvæksten,
men som for St. C ro ix ’ vedkommende aarligt forbrændte en tilførsel af 5-7y
nye slaver«.
Schimmelmann satte sin lid til, at en forbedring af slavernes livsforhold
ville ændre dette, og mente, at det i længden bedre kunne betale sig at bruge
indfødte kreolnegre end indførte bussalslaver, som man kaldte dem. Men det
O
mente ikke planterne. Saalænge en indført slave ikke kostede ret meget,
svarede det sig ikke at lægge negerbørn til. Det varede jo aar, inden de
kunne komme til at gøre nytte, rent bortset fra at det gik ud over mødrenes
arbejdskraft. Saa hellere lade det være som nu. De frugtsommelige negresser
naaede sjældent at føde, de fleste aborterede under det umenneskeligt haarde
markarbejde!
1 2 7