124 / 213
Det skyldtes dog især, mente man, at han, der ogsaa i stor stil drev vekselhan
del, havde anbragt i^o.ooo daler for Struensee i sikre udenlandske papirer.
Perioden var jo saavel den florissante som den galante tid.
Men der var ogsaa fornemme kredse med en mindre letfærdig tankegang,
kredse, som ikke værdsatte folk med saa løse sæder som den ganske vist
'
O
»aimable libertin«, nej, til tider rent ud fordømte ham og hans maitresse:
»La Biilow est un infame créature«, og Fabritius ikke mindre foragtelig, skrev
grevinde Louise Stolberg i et af sine talløse b re v e : »Il faudroit les envoyer en
Amérique!« Man burde altsaa sende parret over Atlanten, deportere dem
begge som andre forbrydere og skøger!
Og heller ikke Schimmelmann gik ram forbi i den reventlowske brevveks
ling, den gamle saa lidt som sønnen, der først senere selv kom til at høre til
kredsen. Det var endda ikke det værste, naar man adskillige steder havde
antaget den unge for selve kongen, nemlig paa grund af hans rundhaandethed.
Faderen derimod var paa nippet til at ruinere tout la monde avec sa sucre.
Han er et frygteligt menneske, hed det i et af familiebrevene.
Men baade Fabritius og Schimmelmann —hvis frue da endelig ogsaa hørte
til hoffets damecamarilla ved Struenseehoffet, de vidste begge at klare
frisag, da diktatoren var styrtet. Hverken den ene eller den anden af dem
boede ved Grønnegaards havn, Fabritius ganske vist i nærheden, i den store
herskabelige hjørnegaard ved Sankt Annægade, mens Schimmelmann havde sit
berømte palæ i Bredgade, nu Odd Fellow . Forskellen i deres betydning vejes
ogsaa derved, at »kræmmeren«’ s nok saa statelige landsted i Nordsjælland var
for intet at regne mod statsmandens baroni, det jyske Lindenborg, med dets
over halvandet tusind tønder hartkorn. Schimmelmann tog sig af godsstyrelsen
med samme dygtighed som den, han røgtede sine andre forretninger med, og
havde blandt andet den fordel, at kneb det med arbejdskraften i hovedstaden,
kunne han give sin godsforvalter besked om at sende »egnede karle til sukker
raffinaderiet paa Christianshavn.«
Tallet paa sukkerbagersvende og -drenge, som de ved lejlighed kaldes, var
stadig omtrent det samme. Dertil kom bogholderen og kassereren, forenet i
een og samme person, efter Bendtsen var kommet Joakim Lassen, samt 6 mand
paa kontoret, en bødker og noget tyende, i 1780erne baade en over- og en
underkokkepige.
Disciplinen overfor personalet var streng, ja, helt kaserneagtig. Tre mand
blev paa een gang afskediget, fordi de to af dem først var kommet hjem klokken
halv tolv, den ene ganske vist beskænket, mens den tredie egenmægtigt havde
taget sig lørdag-søndagsorlov og »lagt ude af huset, hjemme hos hans kone«.
Det var en gylden tid, ikke mindst for sukkerindustrien og dermed sejlad
sen paa Vestindien, slutningen af det 1 8. aarhundrede. Og selv efter, at sukker-
1 2 4