130 / 213
aaret 1 803. Ikke nok, var der imidlertid mange, som hævdede og der blev ar
bejdet paa at faa fristen udsat. Reelt blev den det ogsaa, den gik i udvalg,
som man nu ville sige, men da man saa i England endelig vedtog forbudet mod
slaveindførsel til de engelske kolonier, ja, saa kunne man i Danmark ikke tænke
paa at suspendere forbudet, langt mindre paa slet og ret at ophæve det.
D e t var i
1807,
e n g læ n d e rn e ved tog deres fo rbud slov , i d e t sk e lsæ ttend e
aar
1807.
Ind til da havde d e t Sch imm elm ann ske hd eiskomm is haft s to re in d
tæ g te r af su k k e rp ro d u k tio n e n . De havde i d en sid ste halve snes aar svinget
m e llem
100. 000
og
230. 000
rig sd a le r aarlig t, henho ldsv is m in d st een og to
m illio n e r k ro n e r i vo r tid s m ø n t. Snart var d e t su k k e rh u se t, snart de fje rn e
p lan tag e r, d e r havde g ivet d e t stø rs te u d b y tte .
Indtil 1 807? Ja, for saa kom krigen med England og den almindelige ned
gang. Det var slut med den florissante tid og ikke mindre med den danske
sukkerproduktion, selvfølgelig ogsaa den paa Christianshavn. Den gik i staa
allerede i krigsaarene, og efter freden 1 8 1 4 havde man ikke kapital til at starte
den igen. Det store bygningskompleks stod hen til ingen nytte, dyrt at ved
ligeholde og dyrt i skatter. Der er næppe tvivl om, at det var i pagt med
»arveladeren, afdøde gehejmeraad og skatmester Schimmelmanns ønsker, om
det havde været ham muligt at forudse de nu indtrufne konjunkturer«, at
fideiskommisset i 1 8 1 7 fik kgl. tilladelse til at bortauktionere baade det gamle,
store sukkerhus og den mindre aflægger ved Knippelsbro.
D e r sku lle nu alligevel gaa en a a rræ k k e , in d en tanken blev re a lis e re t.
Det varede sandelig ogsaa en rum tid, inden den danske handelsflaade kom
paa fode igen efter krigen. Flere hundrede koffardiskibe var blevet kapret under
denne, et tab som kun i nogen grad opvejedes af tilsvarende erobring af fjendt
lige fartøjer. Men forøvrigt var det ogsaa saadan inden krigen, ja tilbage omkring
aarhundredskiftet, at kun et faatal af fartøjerne i den københavnske handelsflaade,
omtrent en femtedel var udgaaet fra indenbys værfter. Det kom sig jo af den
lette adgang, der under krigsforholdene havde været til at købe opbragte skibe
baade her og der. Vel bar den ene af de to fregatter, som Fabritius de Teng-
nagel aar 1797 havde i søen et meget danskklingende navn, »Enrum« hed den
efter hans landsted i Nordsjælland, men den var bygget i østen, i Batavia.
Omkring aar 1800 var det i virkeligheden saaledes, at det københavnske
skibsbyggeri var gaaet næsten helt i staa. Ganske vist var der 4-yoo tømmerfolk
i virksomhed rundt om paa de forskellige værfter. Men de var kun beskæftiget
med reparationsarbejde. I en aarrække var ikke een nybygning løbet af sta
belen. Og det maatte naturligt skabe mangel paa erfarne skibstømrere. De
blev kun brugt til »at lappe og kalfatre maadelige koffardiskibe og vidste daar-
ligt nok, hvad man forstod ved at hæfte en planke«. Allevegne rundt paa værf
terne var beddinger eller bankestokke »plat forfaldne«.
1 3
°