134 / 213
Saa bred var netop den største entreprise, den ostindiefarer, en fregat paa
170 læster, der blev bygget for selve Asiatisk kompagni, og kaldt »Caroline
Mathilde«. Det var i 1769, i Struenseeregimets første begyndelse. Kan man
tænke sig, at Hendes majestæt selv har værdigedes at overvære stabelafløb
ningen? Ak, kun en føje tid blev det følt som en ære, at skibet bar dette
dronningenavn. Efter omvæltningen i 1 772 gik det koffardiskibet paa samme
maade som krigsskibet »Caroline Mathilde«, der fik ændret baade navn og
prydelser. Der blev efter anmodning fra Asiatisk kompagni udstedt nyt b il
brev for baaden, der fremtidig nok saa neutralt skulle hedde »Ganges«.
Som allerede sagt, klarede baade Fabritius og Schimmelmann frisag, da
Struensee blev styrtet. Schimmelmann var saa uundværlig som nogensinde,
og det var jo nok ham, der var manden bag den rentud fantastiske opblom
string af det københavnske skibsbyggeri fra midt i 70erne.
V istnok havde sta ten gen nem tid e rn e af og til y d e t s tø tte til sk ib sbyggeriet,
m en unæ g telig i en m e re b e sk ed en m aalestok . D en a k tio n , som n u b lev fo re
tag e t, var i den h e lt s to re stil.
Det var et nyt organ indenfor statsstyrelsen, den saakaldte over-balance og
skattedirektion, der udkastede planerne, og deres nødvendige økonomiske ba
sis var det overskud, som flød dels fra den nye statsbank, dels fra det famøse tal
lotteri, et overskud, som løb op i millioner rigsdaler.
Ogsaa den tid havde sine valutaproblemer. »Den udenlandske statsgæld
samt folkets hang til udenlandske varer frembragte en aarlig underbalance,
som ødelagde pengevæsenet«. Det var af vigtighed at støtte trafikken paa
baade Afrika og Vestindien, trafikken paa Guineakysten, navnlig fordi den til
førte øerne i Vestindien det »uundværlige« slavemateriale, og det var jo gerne
reglen, at slaveskibene, naar de havde losset deres mere eller mindre levende
menneskelast paa St. Croix, tog sukkerladninger ind til hjemlandet. Og da
det private slavehandelsocietet i længden ikke kunne klare sig, blev dets
koncession inddraget. Handelen paa Guinea skulle fremtidig drives for kon
gelig regning. De forhaandenværende »guineafarere« var dog saa gamle, at de
efterhaanden maatte udskiftes, men forøvrigt var det ikke hensigten at udelukke
private fra at handle paa Guldkysten. Ogsaa den vestindiske handel maatte frem
mes, og i denne forbindelse tog man munden godt fuld, ja agtede efterhaanden
for statskassens regning at bygge ikke mindre end 40 fregatskibe, hvert paa
halvandet hundrede læster, vestindiefarere, der paa forholdsvis lempelige vil-
kaar skulle bortauktioneres til private liebhavere.
Men endnu mere omfattende var det byggeprogram, der blev vedtaget an-
gaaende sejladsen paa de nordlige have med deres ufattelige rigdomme, som
bare ventede paa at blive udnyttede. Havde hollænderne og hamborgerne
maaske ikke i løbet af blot et par aar fanget hvaler og robber til en værdi af
134