139 / 213
Tegneren har her vist
udsigtenfr a Engelskmandens
plads henimod v. Ostens,
som den var i 18 3 9 , men
billedet har saamcend ogsaa
gjld igh ed , naar det
drejer sig om tilstanden
halvhundrede aarfø r
i tiden, ja , maaske endnu
tidligere. Frederiks tyske
kirke hæver sig bag
den store affutagebjgning
paa laboratoriet, mens
bjgningerne til venstre
laa paa v. Ostens plads.
Det er ogsaa paa den,
skibet staar paa bedding.
Men han stillede for store fordringer. »Der er vel næppe noget skibsværv
nuomstunder, der skal kunne rose sig af den lykke at have en saa tilstrækkelig
forraad af tømmer, der i nogle aar har henlagt«, at man deraf kunne udsøge
lydefrit materiale. Man maatte afhjælpe dette ved den maade, man føjede
tømmeret sammen paa, og det var den samme, som blev anvendt paa »de konge
lige orlogsværver«. Halkjærs arbejde skønnedes at være fuldt forsvarligt.
Forøvrigt købte Browns søn og kompagnon et par aar senere værftet.
Fra Jan van der Ostens dødsbo var hans plads og værft i 1 76 1 overgaaet til
sønnen Johannes van der Osten, hvis børn kadet Jan David og Sara Cathrine
20 aar senere solrte etablissementet til William Brown. Den ældre Brown var en
O
indvandret skotte, svigersøn af Peter Applebye, og nævnes blandt Københavns
største skibsredere. Men i 1787, blot en halv snes aar senere, fallerede firmaet
John & William Brown, der især havde drevet handel paa Vestindien. Til stort
tab for statskassen, som havde støttet det med betydelige laan under den store
handelskrise i 1 783. Paa tvangsauktionen i 1789 kostede skibsbyggervær vet
paa v. Ostens plads 46.8^0 rigsdaler mod 28.000 i 1 7 8 1 , og 1 3 . 200 i 1 76 1 .
Værftet var en vidtløftig virksomhed med adskillige bygninger og skure,
deriblandt saavel et vaaningshus som en ankersmedje og med tvende overha-
lingskraner, trende slæbesteder og tvende beddinger. T il værftet hørte frem
deles »den liden holm« og havnen mellem denne og selve pladsen.
139