46 / 213
arealet ind imellem, baade paa den ene og den anden side Strandgade, skæn
kede kongen til Johan M o th ! Der saaledes absolut ikke var faldet i unaade
paa grund af sin retshaveriske fremfærd, men tværtimod fik ligesom et plaster
paa saaret, fordi det ikke var lykkedes ham at føre sin sag igennem. Har der
alligevel været ligesom lidt muggent ved de kongelige rettigheders fortrin for
præsteenkens ? At Moth ikke fik noget ud af omraadet, og at først hans enke en
menneskealder senere fik skøde paa det, er en anden side af sagen.
Men dertil kom, at en stor del af »fortovet« udfor Strandgaden, baade udfor
de nye gaarde fra 1666, men ogsaa en del af det udfor Jakob Madsens gaarde
var udlagt til, ja, formelig indhegnet og indplanket som plads for . . . den nye
kirke ved Grønnegaards havn !
O
Det var ikke sært, at Tuxen efterhaanden var ved at give op, især ikke naar
man betænker, at bygningerne var gaaet mere og mere i forfald.
Det var lige ved, at de laa halvt i ruiner, allerede da de otte mænd i 1673
synede dem, saavidt de kunne komme til. Ruiner er maaske saa meget sagt,
men slemt saa der ud indendøre, ogsaa hvad det nagelfaste inventar angik, i
hvert fald i det gamle grundmurede hus, som Johan Sem i sin tid havde bygget.
Paa gulvet i den store sal i andet stokværk laa den udhugne kamin i stumper og
stykker. Vejr og vind havde frit spil gennem de tomme, brøstfældige vindues
rammer, og altanen turde man slet ikke gaa op paa, fordi bjælkerne under
den var pilraadne! Og ikke blot var trappen fra gaarden op til »stolpehuset«
helt borte, det samme gjaldt ogsaa alle udbygninger i begge gaarde, bryggers
saavel som staldene. Under disse omstændigheder var det heller ikke underligt,
at de fleste planker var væk paa skibbroen i havnen, snarere mærkeligt, at
»kranen fandtes ved magt, saa at derved endnu kølhalede skibe«.
Og de svage kvinder, »Trellunds fattige søster og børn« havde ikke kunnet
forhindre, at man simpelthen var begyndt at brække pakhuset ved havnen n ed !
Tuxen havde ellers ladet dem blive boende, for at de kunne have tilsyn med
bygningerne. Nu fik han i februar 1 677 etableret militærvagt for at værne
om kongens ejendom.
Men i samme maaned det følgende aar 1678 gav han endelig op og afleve
rede sagens akter i rentekammeret mod behørig kvittering for modtagelsen.
Alt, hvad han ellers havde haft ud af det, udover besværet og ærgrelserne, var
et direkte tab paa 230 rigsdaler i procesomkostninger. Mange penge i de dage!
Kongen havde saamænd heller ikke spundet guld ved aktionen. Og det
blev ingenting til med de soldaterbarakker, man et par aar senere fablede om at
ville bygge i Trellunds gaard. Lige saa lidt som det var blevet til alvor med en
lidt ældre plan til et større anlæg i stil med Nyboder. Ikke mindre end
25
blokke skulle der bygges, paa opfyldt terræn mellem Lille Sofiegade og Chri-
stianshavns vold, som den 1668 var blevet forlænget langs den senere Lange-
46