44 / 213
laa udenfor kongeriget - og sendte derfra skriftlig godkendelse af børnenes
O
O
O
O O
handlemaade, ligesom han gav Moth fuldmagt til at optræde paa sine vegne.
Det lykkedes virkelig at faa reduceret det kgl. krav med nogle 100 rigsda
ler. Trellund havde nemlig givet i hvert fald noget i bytte for de 20.000 mur
sten, han i sin tid havde faaet til opførelsen af de to strandgadeejendomme, og
det kunne bevises, at der var flere leverancer, han ikke havde faaet nogen be
taling; for overhovedet, leverancer af vadmelsstrømper, lindetræer eller hvad
det nu ellers var. Alligevel havde staten fremdeles penge til gode hos ham.
Tuxen mente naturligt at have vundet sagen, da han med en højesteretsdom
i haanden kunne kræve otte mænd udmeldt til vurdering af Trellunds ejen
domme. Han havde imidlertid taget storligen fejl.
Døre og vinduer var lukket snært til, da de den 17 . oktober 1 673 kom til
stedet, og det eneste aabne vindue blev straks smækket i af en »kvindesperson«.
Og først efter at man nogen tid havde buldret og banket paa døren, blev det
lukket op igen. Gennem det maatte man saa føre forhandlingerne med Magnus
Culmann, den kongelige notar i hovedstaden.
Det var nok under paavirkning af hollandske retssædvaner, at denne em
bedsmand optraadte. Han havde siddet og ventet inde i huset et par timers tid,
inden han kom i funktion, paa den maade nemlig, at Moth og Pelt stod bagved
ham og hviskede til ham, dels hvad han skulle spørge Tuxen og byfogden og
deres følge om, dels hvad svar han skulle give paa deres spørgsmaal, ja, i det
hele, hvad han skulle sige til dem ! Og det gik i hovedsagen ud paa, at der trods
højesteretsdommen atter var taget stævning i sagen - videre kom man ikke.
Byfogden og de otte mænd maatte gaa bort med delvis uforrettet sag.
Saa maatte man turen igennem én gang til. Tonen i den kgl. stævning til
højesteret var denne gang let irriteret. Den var jo da ogsaa udformet efter
Tuxens klagende ansøgning. Og dommen var klar nok. Men saa var der atter
gaaet en rum tid. Først i november 1 674 blev Trellunds ejendomme endelig
vurderet. I alt deres forfald blev de sat til 7^00 rigsdaler.
I alt deres forfald? Ja, godt saa der efterhaanden ikke ud, hverken indendørs
eller udendørs. Og Tuxen var ved at miste modet. Men saa prøvede han paa, om
det dog ikke kunne lykkes ham at faa Moth til at erstatte de tab, Kgl. majestæt
og han selv havde lidt, ved at sagen saaledes var blevet trukket i langdrag. Denne
gang var det for hofretten, de kgl. betjentes værneting, at sagen blev indstæv
net, og parterne fremlagde deres skriftlige indlæg. Moths fylder henved en snes
foliosider i retsbogen. Ogsaa Tuxens var vidtløftigt, og han kunne ikke tilbage
holde at udtale sin undren over, at Moth som »en kongetjener og en med ed
forbunden undersaat skulle turde understaa sig at disputere hans egen herre og
konge dennes ret og interesse«. Hofretten dømte virkelig Moth til at betale
nogle af skatterne —men siden frikendte højesteret ham ogsaa i saa henseende.
44