40 / 213
Det havde gaaet altsammen, saalænge svigermor i Amsterdam betalte veks
lerne. Men i 1669 sagde hun stop. Og desto værre var det, atTrellund ogsaa var
kommet i stor gæld til fjerne led af familien. Sin kones halvonkel, Arnould Pelt,
og sammes moder skyldte han i 1669 ikke mindre end 40.000 rigsdaler. Allerede
det foregaaende aar var der truffet foranstaltninger til at faa denne gæld b e ta lt!
Ganske vist kom Arnould Pelt til København, velanbefalet af den holland
ske regering, men Trellund nægtede slet og ret at skylde ham noget! Sagen
maatte for retten, og inden Højesteret naaede at give Pelt ret, havde Kongens
foged allerede været paa Christianshavn og det i Kgl. majestæts eget ærinde.
Nemlig byfogden paa Christianshavn, Erik Pedersen Grøn, ledsaget af general-
fiskalen eller kammeradvokaten, hvad man nu skal kalde ham i vore dages sprog,
i egen person. Den høje embedsmand havde ikke tøvet med at udføre den kgl.
ordre, som han havde faaet dagen før, om straks at gøre udlæg i Jonas Trellunds
bo, »saa Vi frem for hans andre kreditorer kan vorde skadesløs«. Overfor disse
rettens og kronens repræsentanter turde Trellund nok ikke paastaa, at han heller
ikke skyldte kongen og kronen penge. Sine modkrav kunne han ikke doku
mentere, for han havde ikke sine bøger hos sig, sagde han. Rettens tunge hjul
sattes i sving, og rettens betjente gik fra rum til rum i det herskabelige hus
med papirer og protokoller, registrerede og vurderede. Bohave, husgeråd, alt
løsøre: trævarer, skilderier, postelin, sølv, tin, kobber, messing, bliktøj,
sengeklæder, som rubrikkerne lød i den skrevne forretning.
Trævarerne var møblerne: borde, stole, lænestole, skabe, spejle, blandt
de sidste et par med ibenholtsramme. Og saa var der »et lidet bord med et
instrument udi«, et slags klavicordium vel? To udtræksskiver var der ogsaa,
formodentlig med hollandsk udtræk! Og hollandsk var i hvert fald det kost
bareste af alt bohavet, et »tresur«, et slags skuffemøbel, sat til 69 rigsdaler.
Det dyreste ikke blot af alle møblerne, men ogsaa mere kostbart end noget af
malerierne. De var ellers boets største aktiv - tilsammen over ^00 daler
værd. Der var ialt en fyrretyve stykker, altsaa en halv snes daler i snit for
hvert enkelt. Ingen stor pris, synes man nu, men hvad? Det par sorte heste,
som stod i Trellunds stald, satte man til 76 rigsdaler, og det var endda med
baade seletøj og vogn.
Og billederne var vurderet af en sagkyndig mand, »Abraham Vogter,
kontrafejer«, alias den noksom bekendte kunstner Abraham Wuchters, særlig
anvendt som portrætmaler, saavel af kongen og kongehuset som af mere »ned
rige« stænder. Han havde sat værdien af de trellundske billeder fra to —for et
lidet landskab - til 40 rigsdaler for »et søstykke om storm«. Et par andre land
skaber kom dog op på 30, saavel som et andet søstykke —muligvis uden storm
—og to figurbilleder, baade »et stort stykke med et nøgent billede« og »et
nøgen kvindebillede«.
4 0