68 / 213
de rigeste privatmænd i datiden og efterlod en formue paa 2 2y.ooo rigsdaler,
var millionær flere gange efter vor tids mønt.
o o
Sønnen af samme navn, Abraham Lehn, den yngre, der overtog gaarden i
Strandgade, saavel som pladsen og havnen, var en mere forfinet type end fa
deren, en bog- og kunstsamler af format, der da heller ikke fulgte den gamles
ønske om at fortsætte forretningen. Men deri var de hinanden lige, at de begge
var af et melankolsk gemyt. Man tilskrev det for begges vedkommende be
stemte anledninger, faderen blev sørgmodig efter sin første, højtelskede kones
død i en ung alder, og sønnen, fordi han som bekendt var den uskyldige an
ledning til den duel, der kostede Tordenskjold livet. Men mon ikke det nok saa
meget har ligget i temperamentet, fælles for dem begge?
Faderen var forlængst død og sønnen næppe nok myndig, da duellen fandt
sted. Søhelten boede jo til »sin sidste rejse« i Lehn’ ernes gaard, der var vant til
at huse fornemme folk.
D en vedblev at væ re v in te rb o lig fo r Ab raham Lehn den yn g re, ogsaa e fte r
at han h e lt havde opg ivet at træ d e i faderens fod sp o r og var b lev e t h e rrem a n d
paa Lolland , ja, endnu e fte r, at han havde solgt pladsen fra, paa den anden side
S trandgade. D e t skete i
1728
, h an h a r n o k sk u lle t b rug e penge til end nu et
godskøb aa re t e fte r, og k ø b e re n var hans b r o d e r Johan Lehn , d e r iø v rig t selv
var h e rrem a n d paa Fyn, h v o r han e jed e H v idk ilde.
Lehns plads, som man nu kaldte den, havde ikke helt samme udstrækning
som i den ældre Abrahams tid. Da strakte den sig langs havneløbet og Torve
gade til Strandgade og langs den sidste gade helt til Rostgaards plads. Denne
var det areal, som
C h ristian V i
1670erne havde skænket til Johan Moth. Men
han havde aldrig overkommet at faa gaven lovformelig bekræftet. Det skete
først i 1 70^ for hans enke, en tyskfødt adelsdame Sibylle Amalie Sudermann,
som bad kongen om skøde. Hun ville sælge grunden for at kunne betale sin
O
0 0
salig mands mange kreditorer, saa han kunne ligge som en ærlig mand i gra
ven, »om hun endskønt selv skulle leve i største elendighed og armod«. En saa
uegennyttig bøn kunne umuligt afslaas, og hun fik det ønskede skøde paa de to
grunde. For hele omraadet strakte sig fra Kongensgade til havnen, Grønne-
gaards havn, altsaa paa begge sider Strandgade.
Men hendes uegennytte blev yderligere belønnet. Den stimulerede andre
til at handle ligesaa ædelt. Nemlig den noksom bekendte sprænglærde gehejme-
arkivarius Frederik Rostgaard. I hvert fald efter hvad han selv sagde, drev han
paa auktionen Sybille Moths grunde saa højt op i pris, at han selv blev hængende
paa dem. Og de var jo ærligt talt ikke ret meget værd i deres daværende til
stand. Ud mod havnen stod nok bolværket, men arealet paa den anden side
Strandgade var »pur morads«. Rostgaard fik lov til foreløbig at »indplanke« hele
omraadet under eet og til at anvende det som tømmerplads.
6 8