72 / 213
det hævdvundne helt fra middelalderen nedarvede mønster, en række lave en
etages beboelseshuse. Og som det oftest var tilfældet med sligt »spekulations
byggeri«, beholdt bygherren ikke husene for gennem aarene at drage fordel af
udlejningen, nej, han solgte dem efterhaanden til selvejendom. Endnu 1 7 1 7
talte man om »afgangne Abraham Lehns arvingers . . . vaaninger til lille Torve
gade«, og navnet Abraham Lehns huse blev hæftet til dem, ogsaa efter at de
hvert for sig var afhændet. Som de første ejere nævnes kommandør Laurids
Christoffer Ulfeldt og klædekræmmer Joh. Otto Lellsen, begge ejer af hver to
huse, samt tømmerhandler Jens Tycho og Niels Welling.
Ulfeldt købte først sine huse, efter at Johan Lehn var blevet ejer af hele
det store omraade, antagelig udelukkende for at sælge det altsammen. Det
skete allerede i sommeren 1 732 . Resten blev delt i to store bidder, af hvilke
det ene udimod havnen med pakhuse og kranplads blev afhændet til en af
samme type som i det mindste et par af de tidligere ejere, nemlig til en vor
dende fallent! I hvert fald til en mand, der efter en halv snes aars forløb ikke
længere kunne opretholde besiddelsen. I 1 743 blev »seigneur Oluf Langes for
hen ejende pladser, bygninger, skibsredskab samt kran og videre tilbehør«
solgt paa tvangsauktion.
Det var altsaa skibsværftet eller kølhalepladsen, hvad man nu vil kalde det,
som atter skiftede ejer. Det hele etablissement beskrives vidtløftigt i auktions
skødet med vaaningshus, pakhuse, »smedehus« og adskillige skure, altsammen
hegnet af et plankeværk, og dertil flere kraner —den ene ganske vist »raadden
og ubrugelig« —bukke, spil, blokke, tovværk, tømmerflaader og hvad inventar
der nu ellers var.
Nu kom det igen til en ejer, der nok skulle kunne bevare retten dertil,
atter en bærer af et af de kendteste navne i hovedstadens erhvervshistorie. Lehns
plads blev købt af Andreas Bjørn, senere berømmet for sit anlæg af Bjørns
plads, hele det vidtløftige inddæmmede og opfyldte anlæg nord for det egent
lige Christianshavn, som meget uretfærdigt siden er blevet kaldt Wildersplads
efter en sekundær ejer. Og naar Bjørn inden saa længe opgav sin ejendomsret
til Lehns plads, var det ikke nødtvungent men frivilligt. Det skyldtes hans
samarbejde med ejerne af den del af den, som laa ud mod Lehns huse ved Lille
Torvegade, participanterne i Det kgl. oktrojerede vestindisk-guineiske kom
pagni, hvis store sukkerhus var bygget paa grunden.