77 / 213
Dannebrog vejede
naturligvis over Vestindisk-
guineisk kompagnis
besiddelser, det være sig
i Vestindien som i det
afrikanske Guinea.
Men besad man de tre
dansk-vestindiske ejlande
m edfuld højhedsret, saa
var kompagniets ejendomme
i Afrika i hovedsagen
indskrænket til handelsloger
ogforter. Anlægget
a f det her viste Fredensborg
blev paabegjndt 1 J 3 6 .
Det var i det hele taget den almindelige regel, at den afgaaende guvernør
blev rakket frygteligt til af afløseren, som saa til sin tid led samme skæbne.
Dog ikke Wærøes, Søren Schiellerup hed han. Alle var enige om hans fo r
træffelighed, hvide saavel som sorte, ikke mindst de sidste: »De sørgede over
ham som over en fader, nogle løbe forvildede omkring, færdige at aflive sig
selv, og aldrig er nogen europæers død saaledes bleven beklaget paa disse
kyster«. Og denne berømmelse naaede han efter blot ti maaneders regeringstid.
Deri lignede han nu saa mange af sine kolleger. Alt i alt var det et risikabelt
job at være »opperhoved«. Ikke mindre end
2 g
fulgte efter hinanden imellem
1703 og 175^3, og adskillige døde derude.
Deres hovedopgaver var jo at skaffe elfenben, guld og - slaver, den sidste
kategori ogsaa senere end 1 734. Kompagniet maatte bøje sig for planternes
krav og bidrage til at fremskaffe den nødvendige arbejdskraft til sukkermar
kerne. Et forsøg paa at lade hvide afløse de sorte var ikke faldet heldigt ud.
Holmsted havde ment, om man ikke kunne erstatte negerslaverne med»fat-
tige og ørkesløse mands- og kvindepersoner, som herfra kunne udføres . . .«
Det blev bekendtgjort i hele kongeriget, at alle, gifte som ugifte, der ville for
søge sig som agerdyrkere eller haandværkere paa St. Croix, kunne melde sig paa
kompagnikontoret paa Christianshavn, mandfolkene udstyret med en flint og
en kaarde. De ville saa gratis blive befordret til øen og der faa anvist jord eller
77