80 / 213
om det lange bord, hvorpaa der endog ved højlys dag stod brændende lys til at
tænde piber ved, i forskellige større og mindre hold, indhyllede i tobaksrøg
og med snapseglas, puncheboller og de store blanke kobberølkandei foran sig,
drev de tiden hen under praten, passiar, betragtninger over dagsbegivenhe
derne, fortællinger, kortspil, sang og mangen overgiven skæmt og gammen,
alt imellem hverandre, saa at man ikke kunne høre ørenlyd.« Thomas Over-
skou, christianshavnerbarnet, har givet denne skildring af søndag eftermiddag
i et sukkerhus, ikke paa Christianshavn ganske vist, men billedet har sikkert
haft almengyldighed, selv om det er fra tiden først i det 19 . aarhundrede, da
den slags kaserneliv stadig trivedes.
Der var i 17 Roerne henved 40 svende og drenge paa sukkerhuset i Lille Tor
vegade. Nogle særrettigheder havde de. Hver var tillagt et kvantum sukker gratis,
dog forskelligt efter deres respektive stilling. Bogholder og overmester skulle
f. eks. have hver 100 pund om aaret, de 80 raffineret, de 20 kandis, mens de 4 °
mand tilsammen kun fik halvandethundrede pund. Og saa skulle de have drikke
penge af, hvad der kom ind for »bakkevandet og det afpressede fra skummet«.
Mesteren skulle fordele det til folkene »formedelst deres større flittighed i deres
arbejde at øve, saaledes som duelige og oprigtige tro tjenere sig egner og anstaar«.
Saadan var tonen dengang. Lige pligtopfyldende var de nu ikke allesammen,
hverken arbejdere eller funktionærer. Da bogholder Bendtsen i 175U var død,
og man gennemgik hans bøger, viste det sig, at hovedbogen kun var ført til
1 739j og balancen endda kun udtrukket indtil aaret 1 7 3 4 inklusive!
Men fremad gik det allenfals. Selvom der var lavkonjunkturer, da skibene
kom hjem med mere salt end sukker, hvis de overhovedet naaede tilbage, og
beholdningen, antal af »bastere« sank til under 1000, mens gennemsnitstallet
ellers laa oppe paa 6-7000. I 3orne havde man med de syv igangværende pan
der kunnet overkomme at bearbejde mere end en million pund raasukker aar-
ligt. Forbruget af sukker var stadig stigende. Det kneb bare for kompagniet at
bestride hjemførelsen af raavarerne. Man sendte almindeligt bare et eller to
skibe aarligt, og hvert lastede kun 300. 000 pund. Derfor vakte det heller in
gen modstand fra kompagniets side, da et kapitalstærkt konsortium af køben
havnske storhandelsfolk i 1 743 udredede ikke mindre end fem fartøjer til
Vestindien, og farten fortsattes i de følgende aar, alt et resultat af at handelen
paa øerne var blevet frigivet.
Blandt disse redere var mænd som Just Fabritius, J. F. Wever og Andreas
Bjørn, den sidste som det vil huskes nabo til kompagniets ejendomme paa
Christianshavn og netop fra 1 743 indehaver af det hæderkronede gamle skibs
værft ved Grønnegaards havn.
Dette naboskab førte til en sammenslutning, til oprettelsen af et etablisse
ment for Det vestindisk-guineiske kompagni, ligesaa anseligt som Asiatisk