86 / 213
Handelen havde imidlertid været afsluttet nogle maaneder før, og bygge
riet var allerede i gang, ligesom man fra myndighedernes side havde slaaet et
slag for at sikre saltværkets afsætningsmuligheder. Værket var helt igennem
et ægte barn af sin tidsalder, merkantilismens. Man støttede de hjemlige indu
strier ikke blot med kontante tilskud, ogsaa rned monopoler, toldbeskyttelse
og deslige. Og ved en kgl. forordning af 19 . marts 1 7 37 var al indførsel af
»fint« eller raffineret salt simpelthen blevet forbudt: »eftersom Vi ved Vor
kgl. residensstad København, hvor der for nogen tid siden er opfunden en god
saltkilde, til det almindelige bedste allernaadigst har ladet indrette et salt
syderi, og samme værk ved den Allerhøjestes bistand allerede er bragt udi en
saadan tilstand, at alle og enhver af Vores kære og tro undersaatter, saavel til
'
O
O
egen fornødenhed som til sin handels fortsættelse derfra kan vorde forsynet
med det behøvende smaasalt af lige godhed med det allerbedste, som hidindtil
er indført fra fremmede steder . . .«
Af gode g run d e g jald t in d fø rse lsfo rb ud e t k u n d e t fæ rd ig t raffinerede salt.
D e t christianshavn ske salt var i sig selv ikke g o d t n o k til at skabe e t tilfre d s
stillen de p ro d u k t. D e t m a a tte tilsæ tte s a n d e t raasalt, in d fø rt g rov salt, navnlig
fransk og spansk. Man trø s te d e sig m e d , at d e tte paa sin vis ville gavne stats
kassen, n em lig e rsta tte den ne de tab , d en led ved at m iste to ld in tra d e rn e af d e t
1
O
importerede finsalt, ja, der ville endda blive en difference paa 1000 rigsdaler
aarligt i toldkassens favør. At samme told skulle udredes af saltværkskassen,
der ligeledes var kongelig, var jo noget andet? Saadan ville man saamænd ogsaa
ræsonnere i vore dage. Tiderne bliver i mange rnaader sig selv lig.
En reel fordel var i det i hvert fald, at man kunne indføre for henved yooo
rigsdaler mindre salt aarligt end forhen, saa de penge ville blive i landet. Og
værket ville med de projekterede 1 1 pander i drift kunne producere 18. 000
tønder aarligt, næsten dobbelt saa mange, som man plejede at importere.
For at sikre sig mod smugleri og toldsvig maatte man kontrollere lagrene
landet over, og i alle købstæder blev posekiggeriet sat i system. Øvrigheden
rendte rundt og skrev op, hvad salt de handlende havde i beholdning, i de smaa
købstæder ofte forsvindende lidt. I hele Thisted by alt ialt kun i o 1/2 skæppe
fordelt paa seks købmænd, af hvilke den ene laa inde med de 7 skæpper. I
Fladstrand, det nuværende Frederikshavn, var der endda kun halvsjette skæppe
og det slet intet indført salt, alene af »det her hjemmekogte«, ligesom man
enkelte steder fandt salt fra major Fuursmanns saltfabrik. Men selvfølgelig var
der ogsaa købstæder, især de større, der havde mere omfangsrige beholdnin
ger, ikke skæpper, men tønder i snesevis. Med indførselsforbudet og optæl
lingen var starten gjort. Nu skulle alle sejl sættes til.
E fte r gode gam le ch ristian shavn ske tra d itio n e r tog m an ogsaa i denne om
gang m ø n ste r e fte r H o lland . Ganske vist havde den fø rst in d fo rsk revn e ko g e
86