90 / 213
et passende bytteobjekt, blot at springe over kanalen! Paa den anden side af
denne laa de Rasmussiske huse, som de gerne blev kaldt under de følgende for
handlinger, nemlig efter deres tidligere ejer, mønsterskriver Jens Rasmussen.
Han havde bygget dem et par aar før. Altsaa en forholdsvis ny bebyggelse, men
langtfra nogen imponerende. En række lejevaaninger, alle i én etage, ganske
vist over en grundmuret kælder, der ogsaa var indrettet til beboelse. Der var
O
7
O
altsaa 2 lejligheder i hvert hus rned hver for sig forstue, stue, kammer og køk
ken. De
i i
af de 12 vaaninger, som laa langs Lille Søndervoldstræde og Over
gaden oven Vandet var lige store, hver rned en facade paa 2 fag eller højst 6
alen! Alene hjørnestedet var noget større.
Men i almindelighed var lejlighederne bitte srnaa, i hvert fald set med vore
øjne, og usselt spekulationsbyggeri var det ogsaa, over kælderen kun en halv
stens mur i det spinkle bindingsværk, slemt især for de fem huse mod Over
gaden, der hk nordvestenvinden ind fra stranden. Men alligevel mente man,
at de 1 1 smaahuse lod sig indrette til lejligheder for det samme antal familier,
som hidtil havde logeret paa laboratoriekasernen, nemlig 45-! Fem og fyrre
tyve ! Og hvad det ville koste at sætte dem i stand, blandt andet at opføre en
enstensmur i andenetagen, kunne indvindes igen, fordi de ville indbringe
mere i leje end dem paa laboratoriet, hvor der ingen kakkelovne havde hørt
med i lejemaalet, og lejen derfor kun havde været fire rigsdaler aarligt. Her
kunne den blive fem !
Værket ville paa sin side faa mere ud af kasernen, som i første række
skulle udlejes til et lignende antal af saltkogerne med deres familie. Men des
uden kunne de huse, som før havde været forbeholdt tøjmester og skoleholder,
indrettes til flere lejligheder, ligesom de ugifte folk kunne faa kamre paa loftet.
Og værkets folk kunne ogsaa i hovedsagen være tilfreds med den ny ord
ning. De kom til at bo billigere end før, da hver familie almindeligt af »en sal«
havde svaret fra 7 til 1 3 rigsdaler i aarlig leje, mens ungkarlene gerne gav fire
for et kammer. De skulle fremtidig slippe med halvtredie.
Værkets ledelse var i det hele interesseret i denne kasernering af det før
over hele byen
spredte personale, »saasomdet alt er bedre, atej
alenebetjen-
terne, mens endog den gemene mand bliver ved steden, end at han i sin fri-
7
O
o
7
time skal løbe til byens ende for at hente hjemme, hvad han kunne behøve«,
Og dertil kom, at man mente ogsaa at kunne forlange arbejde af konerne, ja,
mens man hidtil havde maattet holde to mand til hver pande, saa ville man
nu kunne nøjes med mand og kone og —én dagløn, »allerhelst, da det er be
kendt, at kvinderne er ligesaa skikkede til det arbejde som mændene, ligesom
sker i Holland«.
Ja, ja, det saa saa smukt ud paa papiret. Men det var et faktum, at mand og
kone alene ikke kunne bakse med en af de nye 20 fod lange pander. Man
9 0