88 / 213
gade og hvortil horte en større have, der hvor nu B & W ’ s administrations
bygning ligger. Det var en have efter tidens smag »inddelt til tvende lyst- og
tvende aparges-kvarterer med rabatter paa alle sider af gangen«.
Man var ogsaa i lag om køb af andre ejendomme i nabolaget, baade med
Niels Prydtz, hvis hus og grund jo laa over for saltværket paa den anden side
Konaensgade, og med Oluf Lange om hans gaard og havn hinsides Strandgade.
Becrcre var villige til at sælge deres iøvrigt vidt forskellige ejendomme. Prydtz’ s
¿50
O
O
O
O
J
J
aaard var en større beboelsesejendom, tildels indrettet som traktørsted med til
hørende beværtningshave, Langes ejendom derimod præget af naboskabet med
havnen med pakhuse og tømmerpladser, hvortil kom kølhalingsplads og kran.
Arealet var ogsaa større end Prydtz’ s, henved 19000 alen, foruden havnebas
sinet paa 7000, og prisen følgelig fire gange saa stor. Man havde foreslaaet ham
at bytte med den gaard paa Slotsholmen, som før havde tilhørt Luursmann, og
som Staten for 1 0. 000 rigsdaler havde afkobt denne tillige med hans saltværks
privilegium. Men selvom den kunne være meget god som købmandsgaard, saa
drev Lånere jo ikke købmandshandel. Han ville maaske endda kunne faa endnu
¿5
*
mere ud af sin christianshavnske ejendom end de 1 yoo daler, han anslog den til
at kaste af sig om aaret. »Men om det kan være Hans kgl. majestæt til tjeneste,
opofrer jeg gerne den fordel efter min allerunderdanigste pligtskyldighed og
forlanger nu ikke mere derfor end 24.000 rigsdaler, dog allerunderdanigst i
det haab, at Hans kgl. majestæt allernaadigst tager det i konsideration ved slig
naade, som ikke kommer Hans kgl. majestæt til bekostning, mens kunne være
mig til nogen soulagement«.
O
O
O
Naa, det blev ikke til noget med handelen, der maaske kunne havde reddet
Lange fra hans senere fallit. Heller ikke Prydtz’ s gaard blev købt. Men man
vendte øjnene andetsteds hen, i modsat retning.
Det var ligesom, man ikke kunne tænke sig værket stort nok.
O
O
Den Rostgaardslce plads mente man i hvert fald ikke kunne rumme »en
saa vidtløftig indretning«. Saameget mindre som værket i længden ikke
O O O
O
kunne undvære »et sted saaledes situeret, at skibe kan lægge til for at losse og
lade det fine og grove salt, saavel som til standende brændeved og andet mere«.
O g
»da Banco-Commissæren Fabritius ikke ville afhænde sin plads uden paa
aldeles utaalelige konditioner«, saa var der ikke anden udvej, ja, det var grev
Danneskjold selv, som fremsatte forslaget, end at lade saltværket brede sig over
et omraade, man paa forhaand maatte anse for absolut fredhelligt, nemlig lade
det beslaglægge - halvdelen af laboratoriepladsen.
Naa, Hans grevelige naade havde selvfølgelig ikke stillet et saadant forslag
uden at vide, det lod sig gennemføre. Ikke en kat rørte sig i den anledning, og
planen fik allerhøjeste bifald. Det blev endda saaledes, at saltværket ogsaa skulle
have raadighed over søartilleriets kaserne ud mod kanalen.