94 / 213
isæ r købm æ nden es m od v ilje, som »i den sted , de e fte r deres a lle ru n d e rd a n ig
ste p lig t bu rd e tra g te e fte r at b e fo rd re Vores salthandel, d e rim o d søge samme
at u n d e rtry k k e og paa en a ltfo r egenny ttig og m odv illig m aade h in d re r d en .«
N u skulle deres b eh o ld n in g e r a tte r op tæ lle s, og alle m e n n e sk e r, i by og paa
land, skrives i m and tal, saa d e r ku nn e gø res nø jag tig t overslag ov er b ehov et.
Am tm æ nd en e blev d e t desuden spe c ie lt paalagt at faa o p ta lt, hvo rm ange k o e r,
d e r var paa » h o llæ n d e rie rn e « , d e t vil sige m e je rib ru g e n e i d eres d is trik t. D er
skulle jo bruges salt til sm ø rre t. O g d en u dm æ rk e d e kv a lite t af saltet fra C h ri
stianshavn blev a tte r frem hæ v e t. D e t var saa go d t som n o g e t, »havde al den
godh ed og k raft som tje n e r til at salte og ko n se rv e re sm ø r, kød , flæsk, sild og
alle and re slags fiskevare . . .«
o
Hvad hjalp d e t altsamm en , at pakhus e fte r pakhus blev fyld t m ed tæ tp a k
ked e sa lttø n d e r, at d e r var trav lh ed o v era lt paa væ rk e t, naar afsæ tn ingen m ang
led e? Folk und sky ld te sig paa m ange m aade r. E t steds hed d e t sig, at m an b ru g te
k n u st spansk salt til sm ø rre t. D e t passede b are ik k e , n ej, ly bæ kk ern e solgte
d e t fo rb u d te lu n e b u rg e rsa lt paa m a rk e d e rn e i Aalborg, baade til p inse og
M ikkelsdag, m ens h o lste n e rn e sm ug lede sko tsk salt ind i sække og sejlede
m ed d e t langs den jy ske ky st, hv o r de »k o llid e red e« m ed fiskerne, »som da
fø re d e t i land og saaledes m ed frem m e d salt opfylde landene«.
Ikke d esm in d re fo rtsa tte m an fab rik a tion en , m en u d e lu k k e n d e paa d e t nye
væ rk , da d e t gam le m a a tte fje rn e s paa forlang ende af D annesk jo ld , nu d e t
sk red m od dokkens fu ld end else. Man p rø v ed e rig tign ok at k la re sig m ed o p
fø relse af nogle m e re m id le rtid ig e K o th en , bygget af m a te ria le r fra de n e d
b ru d te huse paa d e t gam le væ rk . M en d e t var endnu langt fra, m an havde g ivet
op . N e j, m an søgte tvæ rtim o d e fte r nye saltk ild er paa Am ager, ja, lod grave
forsøgsskakter d e ru d e , alt u n d e r ledelse af den liinebu rgske s a ltd ire k tø r, b aron
v. Beust, som en d te m ed at ov ertage led elsen af saltfrem stilling en h e r i rig e t.
En vis Johannes Lund skulle ogsaa p rø v e paa at finde salt paa Am ager ved h jæ lp
af en øn skekv ist! M en begge dele m islykkedes. Han fand t nok ingen ting , o v e r
h o v ed e t, og de gravede sk ak ter m a a tte kastes til igen.
Saa skete der endelig i maj maaned det, som pegede i retning af, hvad enden
ville blive. Man begyndte at afskedige folk fra værket. Man havde endda aldrig
faaet beskæftiget saa mange som paatænkt. I 1 7 3 8 havde man sparet mere end det
halve af de projekterede lønningsudgifter, fordi der ikke var kommet saa mange
i arbejde. Man afskedigede baade arbejdere og funktionærer og søgte tillige at
forenkle administrationen. Bogholderen Nikolaj Basse blev det betroet at fore-
staa inspektionen af værket i forstaaelse med von Beust, der nu var dansk salt
direktør. Aaret stod i det hele i rationaliseringens og dermed sparebestræbel
sernes tegn. Man opgav at kræve de sidste af Clausbergs 80.000 udbetalt og
nøjedes med at laane 7000 for at imodegaa de allermest paatrængende fordringer.
94