96 / 213
hende nebst Mann und Tochter at skaffe sig en smule fortjeneste. Nu vilde hun
blot bede om at faa rejsen tilbage til det fjerne hjemland betalt. Hendes bon
skrift til kongen havde ganske vist faaet denne til at henstille, hun fik ud
betalt ein kleines Reisegeld, som hun aabenbart ikke var tilfreds med. Nu gik
man halvt irriteret med til at betale hende endnu i o rigsdaler, m en : widrigen-
falls sie sich noch weiter beschwehre und Uns mit ferneren Klagen liberlåufit,
kann man Ihr andeuten, das sie wiirde auff ein Schiff gefrachtet und nach Hol
land geschicket werden! Jamen, i saa tilfælde fik bun da sit ønske opfyldt,
skulle man synes.
Men tiltrods for den indskrænkede drift svulmede lagrene over alle græn
ser. I den følgende november rnaaned var det klart, at i løbet af kort tid ville
der ikke være plads i pakhusene, hvis fremstillingen fortsattes. Saa forsvandt
den sidste halve snes saltkogere fra værket, og sammen med dem maalere og
smede, vægter, tømmermand og arbejdsmænd. Tilbage blev foruden funk
tionærerne kun portneren og en »oppasser«.
De, som blev sat paa porten, fik en maaneds gage og løfte om at blive
taget i betragtning, hvis værket atter skulle søge arbejdskraft. Ja, hvis . . .
Man begyndte at sælge løs af det fremmede salt, som var i beholdning, og
efter nytaar 1 74 1 blev det endelig aabenbart, at die gåntzliche Aufhebung des
Saltz-Wercks var, hvad majestætens vilje gik ud paa. Det var naturligvis
Clausberg, som fortalte det til direktionen. Men der gik endnu mere end seks
aar, inden denne helt kunne høre op med at beskæftige sig med væ rk e t!
Der var paa det tidspunkt kastet om man saa maa sige over halvandet
hundrede tusind gode, danske rigsdalere i det tilsyneladende bundløse væld.
Og deraf var en femtedel kommet ind igen som betaling for det solgte salt.
Nu var der en beholdning paa over 1 3. 000 tønder raffineret salt paa selve
værket, foruden godt 4000 tønder opmagasineret i de to kongeriger og her
tugdømmerne, langt de fleste i de sidstnævnte, hvor der i 1 737- 38 til Eckern-
fohrde var leveret ikke mindre end 1 392 tønder. Hertil kom saa, hvad der
var paa lager af ubehandlet bojsalt. Og saa var der værket selv med byg
ninger og inventar og grundejendomme. Som det viste sig desværre altsam
men aktiver, som det var vanskeligt at faa pengene ind igen for.
Selv de Rasmussiske huse kunne man ikke faa ordentlig solgt. Det var
nemlig ikke blevet til noget med byttehandelen med marinen. Der havde rejst
sig en almindelig og heftig modstand imod planen. Nok var man ikke forvænt
dengang, men dette var alligevel bunden. De nye lejligheder ville blive rene
huller, flere af dem saa smaa, at der ikke engang var plads til et sengested, paa
stod kasernekommandanten, oberstløjtnant Thye, og der var allerede de arkeli-
mestre, der truede med at søge lejlighed i byen, hellere end at lade sig ind
logere paa den maade.
96