93 / 213
kontante tilskud fra hans kasse. Christian VI havde brug for mange penge, ogsaa
til ikke altfor rentable foretagender, blandt andet den utroligt kostbare op
førelse af det første Christiansborg. Og det stod der netop i den skrivelse, han
lod tilgaa direktionen for saltværket i efteraaret 1 738, at det var wegen das
starcke Schlossbau und andere grosse Ausgaben, at han ikke kunne strække sig
videre. Men lov til at laane endnu 20.000 fik man altsaa. Men samtidig under
stregedes det fra kongens side, at man skulle prøve paa at faa privat kapital
knyttet til værket, om muligt overdrage dette til et interessentskab med en
oktroj for 10 eller 20 aar.
Det næste skridt var udstedelse af en indbydelse til at tegne aktier i vær
ket, rettere direktionens forslag til en saadan indbydelse, holdt i tidens sæd
vanlige præketone, tør man nok sige, pukkende paa den alfaderlige enevolds
herskers omhu for sine undersaatter, desværre langtfra saa taknemlige som de
burde være. De havde i vid udstrækning overtraadt indførselsforbudet af 1 7 3 7 :
»Som Vi med største mishag har erfaret — dels af vankundighed . . . . dels
af egennytte for ved toldsvig og andre utilbørlige midler til Vores, publici og
deres medborgeres skade at kunne tilvende sig ubillig fordel og af alle kræfter
under mange ugrundede og urigtigt befundne speciøse indvendinger og vrange
foregivender søge at hindre . . . saltværkets fremgang«.
Men der blev slet ikke brug for saa mange »med en tilbørlig patriotisk nid
kærhed«, som man først havde forestillet sig. En enkelt mand, »Unser revisor
Christlie von Clausberg«, tilbød ganske solo at stille de ønskede 80.000 rigs
daler til raadighed. Clausberg, denne mærkelige mand, var indfødt tysker. -
Det var nu ikke det, der var det mærkelige, men det at han, der var kommet
her til landet som regnelærer for kronprinsen, Frederik V, svang sig op til saa
megen indflydelse paa Christian Vis finansielle transaktioner, ikke mindst naar
det drejede sig om kongens byggeforetagender, lad saa være, at han ikke fik lov
til at give tegning til »Prinsens Palæ«, hvad han i sit overmod mente sig kapabel
til. Ogsaa saltværkets skæbne fik han indflydelse paa, ikke blot ved at stille den
ønskede kapital til raadighed, det var nu nok ikke hans egne penge allesammen,
men han optraadte i den følgende tid som mellemmand. I adskillige tilfælde
henviste Christian VI direktionen til at snakke med Clausberg om sagerne,
ligesom det tit var ham, der skrev de kgl. ordrer, som kongen saa satte sit
navn under. Det hændte nu ogsaa, at Clausberg selv skrev, hvad kongen havde
befalet. Fremgangsmaaden var ikke den gængse kontormæssige, uden at være
noget helt usædvanligt fænomen i hine, kabinetsordrernes tid.
Samtidig med, at man modtog Clausbergs tilbud, først i december maaned,
altsaa i 1 738, blev der udsendt banbuller over det ganske land, i form af cirku
lærer til amtmændene. Det havde nemlig vist sig, at saltafsætningen ikke havde
været nær saa stor som i det foregaaende aar, og det var sikkert paa grund af
93