92 / 213
3'"-
forcrtd&no
—w
vxm.tyvr- G^t-ru
4
folcu}afoi/ru„ ¿^
a
-
u
JJ
r
/
cils.fon.
iw? i
24
^
1^4
%
d
J
T :
/øm/tO-ftnctJ
^ i s si si -4 ^
J>
c
*Ép£
*
SEft~u>^ ^ å S Ø ^ f fL
>
v f J >;,://: ^
_
i
Denne skitse viser
saltværket i dets endelige
skikkelse, nemlig med
det gamle og nye smeltehus
samt de to pakhuse,
det større paa laboratorie-
grunden, allesammen ret
primitive bindingsværks
bygninger. Hertil kom
endnu portnerhuset.
Sammenlign planen foran
side
S
C).
foretagende. Kongen havde naturligvis maattet sætte penge i det, 32.000 daler
i 1 736- 38. Desuden havde man af Det Schnellske stervbo laant næsten 20.000,
og opnaaet kgl. autorisation til at optage et laan paa indtil 30.000 i den nyop
rettede Courantbank, mod at stille diverse varepartier som sikkerhed. Nogle
tusinder var der naturligvis ogsaa kommet ind for det solgte salt, ialt vistnok
27.465^ daler. Men faktisk var forholdet det, at man ved udgangen af ju li maa-
ned 1 738 stod med en kassebeholdning paa smaa 2000, i øjeblikket saa at sige
den eneste ressource!
løvrigt havde værket paa det tidspunkt lige faaet en ny direktion eller ret
tere en ændret styrelsesordning. Bortset fra at Danneskjold snart efter trak sig
ud af direktionen, var det de samme mænd, som gik igen, kendte navne fra
datidens forretningsverden og statsadministration, Desmercieres, Dauw og
Joost v. Hemert. Hertil kom Johan Friederich Schnell, der allerede nogen tid
havde været værkets drivende kraft.
Men hvilke navne, der nu var knyttet til styrelsen, penge skulle der til,
selvom man ikke brugte slet saa mange som projekteret og lod være at bygge
mere end det højst nødvendige. Og hvad Schnell havde slaaet paa, kgl. til
ladelse til at optage endnu et laan i banken blev virkelighed, efter at kongen
direkte og udtrykkeligt havde givet til kende, at man ikke kunne vente større
9 2