64 / 213
havde fra middelalderen været en gylden regel, at der kunne eksproprieres
arealer til gadeanlæg mod passende erstatning. Saa det kunne Moock ikke sætte
sig imod, og det hjalp ham intet, at han fik kgl. bevilling paa at maatte besidde
sin plads efter sit skøde, saalidt som at højesterets senere faldne kendelse fik
omtrent samme ordlyd, og dommerne saadan set ingen hensyn tog til de
subtile juridiske udlægninger i raadstuens afgørelse.
Navnlig anlægget af kajgaden gjorde det umuligt for ham at udnytte plad
sen paa den paatænkte maade, og hvad angik erstatningen, saa skulle han gøre
meget sørgelige erfaringer. Det trak forøvrigt noget i langdrag med gadens an
læg, og først i 1688 blev der efter kgl. befaling udmeldt vurderingsmænd til at
fastsætte værdien af pladsen og dermed erstatningssummens størrelse. Men saa
tOCT Moock aabenbart munden lidt fuld, var efter, hvad der blev hævdet fra
magistratens side, ligesaa »rundtalende« i sin paastand om, hvad han havde gi
vet for grunden, som i sine andre argumenter. Og i modpartens sagfremstilling
dukker argumenterne fra den længst underkendte raadstuedom frem ig en ! Der
var jo ingen, som havde villet berøve Moock hans ejendom, man ville blot
have ham til at gøre ligesom hans naboer og genboer, der villigt nok havde
arbejdet med paa gadeanlægget, betale hvad det udfor hans grund havde kostet.
Nu havde byen maattet lægge ud for ham. Hvis han kunne disponere ligesaa frit
over sin erhvervede ejendoms »fortov og gade« som over selve grunden, saa var
det at befrygte, »at gaderne og torvene ikke ville blive sikre herudi staden«.
Og selvom det virkelig passede, hvad Moock havde hævdet, at han havde
givet over 1000 rigsdaler for pladsen, saa var det urimeligt, naar han nu for
langte 1 300 i erstatning for en syvendedel af den!
Efter eget sigende havde den stakkels »fattige mand« indgivet 2 2 - to og tyve
bønskrifter om at faa sine penge, inden politimester Claus Rasch rykkede ham
til undsætning i en lang, lang anbefalingsskrivelse. Da skrev man Anno 1 700!
Magistraten havde overfor hans stadige krav ligesaa stadig hævdet, at man
ingen penge havde og henvist ham til Kgl. majestæt. Ja, saadan fortalte Moock
ogsaa selv: Nu var for faa dauge hos mig en raadmand her i staden, som gav
mig til svar, »Kan I faa Hans kgl. majestæts allernaadigste befaling, at borgme
ster og raad maa tage penge paa rente, Eder at betale med, som vi maa i den nu
paabydende grundtakst dekortere, saa skal vi straks betale Eder, og det er den
nærmeste vej for endelig at komme engang til ende«.
Saaledes skrev han i ny supplik fra 1 70 1 ! Politimesterens indlæg fra aaret
før, der dog var fremkommet paa direkte kgl. anfordring, havde ikke ført til
noget resultat, og det til trods for, der var udgaaet to kongebud til magistra
ten, som slet og ret sad i hvert fald det første og formodentlig begge over
hørig. Hans nævnte supplik, nr. 24, maa have affødt en ny kgl. ordre, der
paabød nedsættelse af en kommission til undersøgelse af hans k ra v ! Og da
6 4