61 / 213
første, det som Christian IV i 1 630 havde udstedt til svigersønnen, statholde
ren Frants Rantzau. Som dette lød ogsaa de følgende paa grunden med fortov
og havn ud til dybet. Og da Børting solgte hjørnestedet, havde han forbeholdt
sig at søge godtgørelse for kirkepladsen. Nu ville han have sin ret.
Magistraten kunne saa hævde, hvad den ville, ogsaa komme med spydig
heder om, at Børting vel i det mindste ville holde sit løfte. »Og hvis mod fo r
modning ej skulle ske, at han da dertil af høje øvrighed eller ved retten maatte
tilholdes, anseende at slige gudelige løfter mod Gud og til hans æres forfrem
melse bør med al velvillighed fyldestgøres og efterkommes«.
Børting stod paa sin ret. Og da byfogden paa Christianshavn havde henvist
sagen til højesteret —saa lykkedes det ham som en »norsk og vidtfraboendes
mand« at faa sagen inkamineret for retten allerede i sommeren 1678.
Det var en
lid t
kilden affære for de herrer dommere at tage
stilling til.
O
O
Kongebud stod ogsaa i dette tilfælde mod kongebud. Efter en »sentens, som ej
blev afsagt«, skulle sagen refereres for kongen, »højst bemeldte Hans kgl. maje
stæts allernaadigste vilje derom allerunderdanigst at fornemme«.
Ja, sligt spytslikkeri var typisk for enevoldstiden. Man tør næppe kalde
det for en retsafgørelse, daarligt nok tale om en salomonisk dom. Men Børting
kom ikke til at betale de 200 rigsdaler til kirken paa sit eget fortov. Den blev
nemlig slet ikke bygget. Og da han ikke nævnes mellem Frelsers kirkes vel
gørere, er han næppe paa anden vis blevet holdt til sit givne løfte.
Hvordan dette saa ellers er gaaet til, saa kom hans fortov inden udgangen af
samme aarhundrede i fast, privat besiddelse. Og langs det blev Lille Torvegade
fortsat ud til stranden, her ved en kajgade forbundet med Brogade, dengang
endnu kaldt Langebrogade. Men dette gadeanlæg og i det hele bebyggelsen af
arealet mellem Brogaden og Torvegades forlængelse løb sandelig heller ikke af
stabelen uden kval og strid. Her drejede det sig igen om et af de famøse fortov!
Den trofaste læser, som er kommet igennem det første af denne bog, vil
vel nok være klar over, hvad man forstod ved fortov i denne forbindelse. Men
dengang havde ordet paa en maade flere betydninger, og det er pudsigt at se,
hvordan datidens retskloge jonglerede med betegnelsen, naar det gjaldt at
vende retten.
»Alle fortove udi købstæder ere og intet andet end paa landet forthe, som
efter Jyske lovs første bog
£ i .
kapitel skal haves til alle tofter eller gaarde udi
by ere, og dog skulle være alle mands til sit brug og deres handlings nytte,
ligesom fortove udi købstæderne, enten de ligger ud til stranden, alminding,
torv eller algade, de ej maa bebygges af deres tilliggende gaardes ejermænd«.
Det er i en raadstuedom fra 1 68 1 , man linder denne juridiske udredning,
der søger sin basis helt tilbage i kong Valdemar Sejrs jyske lov af 1 2 4 1 . Reg
len fandt dog virkelig et par aar senere optagelse i Danske lovs
g -
10-^0.
61