60 / 213
som kursen og handelen paa Guinea, Øst- og Vestindien, samt andre pladser,
forstaar og kender«.
Det, som laa Byssing mest paa sinde, var nu nok opførelsen af den nye kirke
paa Christianshavn. Hvilket heller ikke vandt udelt tilslutning. Man maatte da
først være klar over, om indbyggerne derude i det hele taget var i stand til at
holde en kirkebygning ved lige? Og den valgte byggeplads? Det var jo hele
stadens plads, det kommunale skibsværft, som det ikke var let at faa placeret
andetsteds. Endelig skulle man, som Jens Juel sagde, ogsaa huske paa, at blot
man stak spaden en halv alen i jorden, kom vandet frem !
At ogsaa privatfolk mente at have rettigheder paa arealet, blev der ikke
snakket noget om ved den lejlighed. Peder Borting, den tidligere ejer af hjørne
stedet paa den anden side Strandgade —»raadhuset« —havde heller ikke prote
steret, men tværtimod lovet at ville skænke 200 rigsdaler til kirkebyggeriet.
Var det Griffenfelds fald, der hk denne usympatiske person, denne øjentjener,
der skammeligen forraadte sin herre, Kaj Lykke, til at fortryde sit tilsagn?
Eller havde han først ikke anet, hvor kirken skulle ligge? Han var i hvert fald
borte, da man havde faaet kongen til at bortgive, hvad han mente var hans
private ejendom, og ville nu enten have den tilbage eller erstatning.
Københavns magistrat, nu ogsaa raadende paa Christianshavn, kunne i denne
ny forbindelse fremsætte den gamle paastand: »at samme plads skal tilligemed
Trellunds gaards fortov være en del af en København tilhørig gammel havn,
kaldet Grønnegaards havn, hvilken sig sønden fra Langebro fra Strømmen haver
indbøjet og der gjort en sikker og belejlig havn, hvor Københavns skibe af al
ders tid skal være oplagte til vinterleje«.
Men det lod sig vel nok gøre at give Guds sit og byen dens! Kirkepladsen
burde fortsat være viet til »sin gudelige og højfornødne brug«, men omraadet
langs den, »ud imod Strømmen og dybet burde af kongen forundes Københavns
og Christianshavns borgerskab, trafikerende menighed og skipperlav til en fæl
les bradebænk og kølhaleplads der at opsætte, som til søfartens og kommersens
fortsættelse højlig gjordes fornøden, som derved mærkelig kunne tiltage ved
egne og fremmede skibes bekvemme reparation«.
Det var jo saadan set den allerede herskende tilstand, man ønskede konser
veret. Og det var ikke engang Børting, som havde ladet pladsen opfylde, lige-
saalidt som han i lighed med lodsejerne nord for Langebro havde anlagt nogen
havn paa sit fortov. Nej, udfor hans gaard var der blevet fyldt op med skrald.
Her havde Christianshavns almindelige losseplads længe været, og siden var
grunden blevet jævnet paa kirkens bekostning. Man kunne jo tillige fremlægge
de gamle adkomstdokumenter, som i sin tid havde været baaret i rette for
herredagen. Børting paa sin side havde imidlertid ogsaa dokumenter, baade
papirer og pergamenter, skøderne paa ejendommen lige tilbage til det aller
6 0
r