58 / 213
Den uforlignelige nød formedelst den store fare, vi dagligen se for øjne
paa vores meget skrøbelige og ubekvemme kirkehus, driver os allerunderda
nigst at søge Eders kgl. majestæt med allerunderdanigst bøn og begæring, det
Eders majestæt af faderlig omsorg for sine kære og tro undersaatter her i denne
stad - og fornemmeligen til Guds ære, ville lade gøre allernaadigst anordning
til en ny kirkebygnings begyndelse, at fornemmeligen en bekvem plads dertil
maatte udvises, som udi nuværende bekvemme sommertid kunne opfyldes, og
grundvoldet lægges med de stene, som borgerskabet efter Eders kgl. maje
stæts hr. faders, salig og højlovlig ihukommelse, Frederici Tertij allernaadigste
anordning for 3 aar siden dertil haver ladet fremage . . .
Supplikken var dateret den 4. juni 1 672, og tre uger efter forelaa en kgl.
befaling om udvisning af kirkepladsen, udfærdiget efter ordre af den dengang
endnu stormægtige Griffenfeld. Der stod ikke noget om, hvor kirken skulle
ligge, og den kgl. ingeniør Gotfred Hoffmann, som skulle afmaale pladsen, maa
vel have faaet mundtlig besked desangaaende. Det blev i hvert fald »imellem de
forderste huse og stranden«.
Og da han »over samme sted ingen dessein vorfunden havde,« som han
skriver paa sit gebrokne sprog, saa havde han selv lavet en tegning. Men det
var mere end en plan over de eksisterende forhold, det var i virkeligheden et
projekt, der fuldstændig ville have ændret Christianshavns byplan - hvis det
nogensinde var blevet ført ud i livet. Saa havde Grønnegaards havn allerede
dengang været forsvundet, og kompakte boligkarreer var blevet bygget langs
nye gader og kanaler paa terrænet over til den dengang nyanlagte vold ved
Langebrogade, altsaa paa hele det omraade, der nu beslaglægges af B & W og
Sukkerfabrikkerne. Hoffmann har nok ikke alene taget initiativet til denne by
planlægning. Han har sikkert handlet i overensstemmelse med Griffenfeld, og
det er da ogsaa i denne forbindelse betegnende, at netop paa det fugle- og
fremtidsperspektiv af København, som præsidenten Peder Resen et aar senere
udgav til kanslerens ære, genfinder man i hovedtrækkene Hoffmanns projekt.
Foreløbig blev kun kirkepladsen, selve byggegrunden og den paatænkte
kirkegaard, udmaalt, afsat og indhegnet —saaledes, at den tog noget af Trellunds
havneplads, ja skellet skar tværs igennem et pakhus. De mænd, som vurderede
Trellunds ejendom, var noget i tvivl om, hvordan de skulle forholde sig over
for dette faktum.
Men nu var det jo , at Christianshavn blev indlemmet i hovedstaden, saa
ledes som det saa ofte før havde været paa tale. Det skete 1 674 i henhold til et
tre aar ældre forslag fra det dengang ny kommercekollegium, men man tog
ikke dettes indstilling om, at de tre magistratspersoner skulle optages i den
københavnske magistrat til følge. Det fandt kollegieherrerne ikke, der var
grund til. For, som Griffenfeld egenhændigt tilføjede i betænkningen: »den