55 / 213
Mellem det og den tidligere trellundske gaard — Strandgade 4 —laa dog
endnu ned imod aar 1700 det sumpede, stadig tildels vandfyldte areal, som
kongen allerede i 1 670erne skænkede til Johan Moth, uden at denne i sin levetid
fik noget gjort ud af det. Men grundene paa den anden side Kongensgade, ind
imod kanalen, Børnehusgraven, som man dengang gerne sagde, blev noget tid
ligere gjort klar til at bebygges. Det skyldtes »strenge og mandhaftige« mænd,
militærpersoner, hvem naboskabet med det farlige laboratorium ikke kunne
skræmme. Men forresten var det før laboratoriets anlæg, at de overtog grun
dene, oberstløjtnant Diderik Busch den, som stødte nærmest op til laborato
riet, og kaptajnløjtnant i den kgl. livgarde Hans From den næste hen til Sofie-
gade. Oberstløjtnanten byggede i hvert fald ogsaa for andre end sig selv. Til
hans hus imod Overgaden sluttede sig bag ud mod Kongensgade fire »brakker«
eller 4 J/2 vaaninger, som de ogsaa blev kaldt, nemlig da Busch’ s eftermand i
besiddelsen, oberst Johan Anthon Ellenberger, i 1689 solgte ejendommen til
brødrene Wodroff, ligeledes begge militærpersoner, kaptajn Herman Albrecht
og garnisonsauditør Johan Conrad Wodroff. Efternavnet i vore dage jo husket
som led i det frederiksbergske gadenavn. Men det er nu givet efter en slægtning
til de to brødre. Paa Christianshavn blev navnet hængende ved ejendommen
i Overgaden en tid lang efter, at den var kommet paa andre hænder.
Paa n abo ejendomm en blev a llered e F rom afløst af en civ ilp erson , Lo ren tz
M ikkelsen, som ellers ejede en m ø lle ud en fo r V e s te rp o rt, og g en bo e jen dom
m en igen, paa den anden side Sofiegade, var fra fø rste fæ rd i bo rg erlig be sid
delse. Ogsaa h e r stod d e r leje vaaninger, spekulationsbyggeri. Bryggeren Espen
N ielsen , e je r af den tilstø d en d e gaard, siden H eerings, fik kongens skøde paa
den øde oo- ubebyggede plads i
1672.
Siden ejede h o fre tsp ræ sid e n t N iels Si
monsen g run d en m ed paastaaende vaaninger. Maaske var d e t ham , d e r havde
bygget dem ? Han havde flere lignende fo re tag en d er andetsteds i byen, ind til
d e t gik ham som saa mange and re speku lan te r. Han satte d e t hele til.
1688
m a a tte han endda fo rsm æ d elig t vandre i stadens a r r e s t!
Det var dog ikke udelukkende paa grund af hans byggespekulationer. Han
havde ogsaa drevet handel, saaledes paa Færøerne eller Færø, som man dengang
sagde, i fællesskab med assessor Herman Brekling i Strandgade. De var blevet
uenige, og i første omgang trak Brekling det korteste straa, da var det ham, der
maatte udstaa en »ubillig og efter vrang bevisning forhvervet arrest«. Men saa
blev der nedsat en formelig kommission paa to mand til at dømme parterne
imellem, og deres afgørelse blev dels stadfæstet, dels skærpet ved højesteret.
Den gik helt igennem Niels Simonsen imod. Det var ham, der uden føje havde
paaført Brekling den kostbare proces, »og i saa maade tilføjet ham største spot,
tids-, nærings- og kreditspilde«. Saa han skulle ikke alene, udover hvad han
ellers blev tildømt at betale, udrede ham en skadeserstatning, et saa betydeligt
55