175 / 270
162
HESTEVÆDDELØB
flydelse paa Danmarks H e stea v l“, hvorpaa der ind
kom ti Besvarelser, af hvilke de tre (een paa Tysk )
belønnedes og tryktes paa Selskabets Bekostning
(1835). Pristagerne var ikke synderlig fremragende
Mænd. Men ogsaa ansete Landøkonom er tog livlig
Del i den offentlige Debat; Veterinæren J en s Veibel
Neergaard udsendte netop i d isse Aar flere Skrifter
om H esteavl og Væddeløb, og C. Dalgas paa Alde-
bertsm inde, der delvis havde besvaret V idenskaber
nes Selskabs Prisspørgsmaal, lod selv sin Afhandling
trykke; han holdt paa Væddeløbene, naar de kunde
fremme H esten s Nytte, bidrage til en frugtbringende
og sund Hesteavl, men fraraadede at op elsk e Vædde
løbsheste, der ellers ingen N ytte var til; dertil havde
Landet ikke Raad.
Fra alle Sider var man enig om, at det var en
fortjenstfuld Gerning at ophjælpe den danske H este
avl, men Meningerne var delte om M idlerne dertil,
og navnlig hævdedes det som et Misgreb, om man
vilde forsøge at krydse den store jydske H est med
Fuldblod. Væddekørslerne ved Viborg, der fandt Sted
første Gang allerede 1831, var et aabenbart Mod
træk mod de fremmede Ideer, Hertugen af Augu
stenborg agiterede for. Hensigten med d isse Vædde-
kørsler, der gik for sig med belastede Vogne, var
en Forbedring af Trækdyrtypen, og først i 1833 sat
tes de i Forbindelse med et Væddeløb — vidt for
skellig fra de engelske. Det foregik paa aaben Lande
vej, over en betydelig Strækning og Fuldblodsheste
maatte slet ikke konkurrere. Ophavsmanden var den