176 / 270
VÆDDEKØRSLER OG VÆDDELØBSBANER
163
i det foregaaende nævnte A. W. Hauch, lige nid
kær — om end ikke altid lige udmærket — som
Hofmand, Stutteri- og Veterinærdirektør, Teaterleder,
Kapelchef, Fysik er m. m. Men Mod og Myndighed
var han i B esidd else af, og da Kongen, der ogsaa
havde bidraget betydeligt til de Viborg Væddekørs-
ler, kom til Stede i 1832, modtog han Majestæten
med en stor Tale, hvori han ytrede sin Mistro til al
den Hesteforstand, der var fremme i Tiden; han
troede ikke, som man alm indelig sagde, at den dan
ske og navnlig den jydske H esteavl var i Forfald,
men var forvisset om, at den ægte danske og
jydske H est om faa Aar vilde være forsvundet —
ligesom det var gaaet med den danske Hund — ,
hvis de nyere Ideer om Væddeløb og overhovedet
om Maaden, hvorpaa H esteavlen burde drives af
Landmanden, blev almindelig iværksatte.
Talen vakte stor Opsigt. Hertugen og hans Bro
der, Prins Frederik af Nør, fremkom med offentlige
Protester og udæ skede Hauch til Væddekørsler. Imid
lertid gik Væddeløb sin teressen en kortvarig Sejrs
gang gennem Landet. Det nystiftede Selskab havde
Væddeløbsbaner i Slagelse, H orsen s og Randers,
hvor der ofte holdtes Dyrskuer samtidig. Nytteprin
cippet kom aabenbart mere til sin Ret her end i
Odense og København, hvor Væddeløbene — navn
lig i Hoved staden — havde Karakter af et Folke-
skuespil; men selv her var der forbeholdt Bønder
hestene særegne Løb. I Hertugdømmerne havde
Haderslev, N eustadt og Wandsbeck ligeledes faaet
11*