107 / 310
104
Fo rde l at blive af m ed dem ; m en netop samm e A ar
begynder R estancerne, som Kollegiet nu ellers i 20
Aar havde væ ret fri for, p aany at op træ de: i 1711—12
resterede 310 Rdlr., lige saa meget de to næste Aar,
317 i 1715—16, 312 i 1716—17 osv.; fra 1720 af for
sv inder de dog a tte r om tren t fuldstændig.
Disse forskellige Uheld kan fo rk la re , at E fo re rne
først ind sk ræ nkede og siden helt standsede F rem væk s
ten , m en k an ikke undsky lde det, saa meget m ind re
som de faktisk næ sten til Stadighed laa inde m ed be
tydelige Kassebeholdn inger, som de altsaa und lod at
gøre frug tb ringende. F und a tsen paabyd e r paa den
mest ind træ ngende Maade, at F rem væ ksten
aldrig
m aa
ophø re, og om nødvendig t skal D istribu tsen til A lum
ne rne inddrages til Fo rd e l for den. Men dette g jorde
P ro fesso rerne ikke; A lum nerne vedblev hele P e rioden
igennem at faa D istribu ts, og den blev endda fo rhø jet
betydeligt. I Aarene 1664—71 fik A lum nerne til Paa-
ske 198 Rdlr. (12 til hver af de menige A lum ner og
18 til Inspek to r) og til Mikkelsdag 214 (13 til hv e r
og 19 til Inspek to r), ialt 412 Rdlr. om Aaret. I 1681
naaede den 495 Rdlr. aarlig, 165 til Paaske og 330 til
Mikkelsdag, m en ho ld t sig siden paa dette P u n k t til
1728; fra 1720—21 fik A lum ne rne deres S tipendium
udbe ta lt i K roner, 178 til Paaske og 357 til Mikkels
dag, ialt 535 Rdlr. K rone r om Aaret. — Uvillige som
P ro fesso rerne v a r til at indd rage A lum nernes D istri
buts, som de sku lde efter Fund a tsen , ofrede de de r
im od en Del af deres egen, hvad de ikke va r forplig
tede til. F o ru d en 72 Daler, som de oppeba r aarlig af
Hovedkap italens R en ter, nød de jo Sm aa ren ten af
F rem væ k stkap ita len o: 25 D aler aarlig i Gennem snit.
Denne sidstnævnte Ind tæg t gav de i 1681 Afkald paa