41 / 176
36
»Er det sandt, at De svarede Premierløjtnanten:
»Aa, det haster vel ikke,« da han forlod Skænkestuen,
spurgte Kaptajnen videre.
»Ja vel, Hr. Kaptajn.«
»Er De saa saa god at lade være at svare saaledes
en anden Gang,« og dermed var Jæger N. N. straffet
af Kompagnichefen!
Hvor harmedes jeg ikke ved at staa i Geleddet og
høre disse Kaptajnens uforsvarlige Spørgsmaal om Sand
heden af den ved mig fremkomne tjenstlige Melding;
men jeg maatte jo foreløbig bevare Roen og Taal-
modigheden.
Efter at være kommen tilbage til Kvarteret gik
jeg straks ind til Kompagnichefen og udtalte min Fo r
undring over den skete Eksamination foran Fronten
af Kompagniet og Straffens intetsigende Betydenhed.
Kaptajnen blev rasende over mine Udtalelser og
for op og ned af Gulvet med Slobrokken flagrende
efter sig.
Da Vinduet ud til Præstens Have stod
aabent, og Familien spadserede i denne, sagde jeg
med største Ro: »Tillader Hr. Kaptajnen, at jeg lukker
Vinduet, for at Præstens Familie ikke skal høre, i
hvilken Sindsstemning De er for Øjeblikket?«
Min
Ro og dette Spørgsmaal imponerede maaske Kompagni
chefen, thi han stillede sig op foran mig og sagde i
en rolig Tone: »Lad os tage Plads og tale om Sagen.«
Je g udtalte min Beredvillighed hertil, men anmodede
tillige Kaptajnen om Tilladelse til ogsaa at tale og
sige min Mening, uden at han straks blev vred, hvil
ket indrømmedes mig. Begge Parter refererede Sagen
fra dens Begyndelse, men den af Kompagnichefen
til mig givne Ordre den Dag, han red til Odense,