BeissenherzErindringer

vilde han ikke indrømme at have givet med de af mig

citerede Ord. Først da jeg udtalte at kunne stille

de 2 Sekondløjtnanter som Vidner, gav han efter,

tilbød mig en Cigar til i

og sin Ridehest til Laans

naarsomhelst. Je g takkede for begge Dele, men be

nyttede ingen af dem.

Den ijde Ju li 1850

var Vaabenstilstanden udløben,

og den 15. s. M. rykkede 1. Division ind i Sønder

jylland. Den 23. stod 2. Jægerkorps paa Forpost ved

Oversø og jeg med min Deling paa Feltvagt ved Aa-

gaarde, mærkeligt nok paa samme Sted, som jeg havde

besat den 24. April 1848, da Korpset dannede Arrière-

garde for den hvilende Hær i Flensborg og Omegn.

Efterat Forposterne vare udstillede, og jeg -havde

forvisset mig om deres forsvarlige Instruktion, gik jeg

ind til Gaardens Ejer for at faa Frokost. Da denne

blev sat ind, genkendte jeg min Værtinde fra 1848,

men hun ikke mig, og jeg henvendte derfor følgende

Spørgsmaal til hende: »Erindrer De en ung Jæger

officer, der den 24. April 1848 kom paa Feltvagt ved

denne Gaard om Eftermiddagen Kl. 2, og som faa

Timer efter igen maatte bort, da den tyske Avant

garde rykkede frem?«

Hertil svarede Konen, seende bestemt paa mig:

»Jo, ham kan jeg saa godt huske, men han faldt jo

oppe i Mosen og skal ligge begravet paa vor Kirke-

gaard.«

»Nej han gør ikke,« svarede jeg, »for han sidder

nu her igen og drikker sin Kaffe ligesom i 48.«

Efter at jeg gentagne Gange havde forsikret, at

jeg var den samme Officer, der havde siddet her den