45 / 176
4o
slagets første Dag var varm, thi Skytteliniens Dækning
bestod kun af Tørvestakke, som bleve skudte i Brand
af Insurgenterne. Je g mindes, at jeg tog en Jægers
Gevær og sendte en Kugle efter nogle Officerer, der
stode i en Rugmark, og at de forsvandt; jeg brugte
en Tørvestak som Anlæg for Geværet, og endnu,
medens jeg stod i Anslagstilling, susede en Brand
raket ind i Stakken, og kort efter stod den i Luer.
Da det ikke var Overgeneralens Hensigt at trænge
længere frem den Dag, ophørte Skydningen lidt efter
lidt, og henimod Aften kom en ældre Reserveløjtnant
med en Afdeling Fodfolk for at udstille Forposter.
Ved at se de brændende Tørvestakke og føle den
stærke Varme udbrød han: »Men her er jo ikke til
a tvæ re !« til hvilket Udraab han fikdetSvar af Kaptajnen:
»Nu have vi været her i den varmeste Tid, saa faar
De at holde ud, indtil anden Ordre gives Dem!«
Kampen var ophørt og Brigaden gaaet i Bivouak
Nord for Vesterskov; jeg havde netop spist et tarve
ligt Aftensmaaltid og sad beskæftiget med mit Fodtøj,
da en slesvigsk Bonde kom hen til mig og fortalte, at
han boede i den østlige Del af Skoven og havde en
slesvig-holstensk Jæger siddende i sin Stue, og at Jæ ge
ren hverken vilde gaa tilbage til sin Afdeling eller over til os.
Uden andre Vaaben end min Sabel og uden at
tage en Jæger med gik jeg med Bonden, som jeg b e
falede at gaa nogle Skridt foran som Vejviser. Hans
Hus laa imidlertid fjernere, end jeg havde tænkt mig,
og jeg bebrejdede mig at være gaaet alene.
Men nu
vilde jeg ikke gøre nogen Forandring heri, og snart
efter viste Bonden mig ogsaa sin Bolig.
Efter at have beordret ham til at blive udenfor