51 / 176
46
lertid kommen til og lod nogle Tørklæder binde fast
om Saarene; en Jæger fik Ordre til at ledsage mig
til Ambulancen.
Da vi passerede Stenten Miihle,
følte jeg Trang til at faa noget at drikke, og jeg gik
derfor ind til Beboerne af Møllen; men Kampen havde
drevet dem fra Hjemmet.
Je g fandt dog Mælke
kammeret og stillede min Tørst, vandrede saa videre
med min Ledsager og traf Korpschefen, der modtog
mig med følgende Ord: »Naa, er De nu ogsaa saaret,
jeg mister mine bedste Officerer idag.«
Det var jo en uventet Kompliment, og paa min
Forespørgsel fortalte Chefen, at Kaptajn Stricker
og Adjutanten, Premierløjtnant O. Schønning ogsaa
vare saarede.
Oftere har min kære Chef senere fortalt mig, at
jeg var i godt Humør, eftersom jeg kom syngende hen
til ham med mine fire Kuglesaar.
Je g var imidlertid bleven mat af Blodtabet og blev
lagt paa en Ambulancebaare.
Overlæge Eschricht,
som vi traf paa Landevejen ved Ahlefeldt, forbandt mig
let, og med flere andre saarede blev jeg paa en Bonde
vogn kørt ad Vejen til Slesvig. Je g erindrer, at vi
passerede en Husareskadron, der holdt opmarcheret
paa Linie, og at en jævnaldrende Kammerat kom hen
til Vognen, udbrydende: »Er du nu saaret igen? hvad
F ...............løber du ogsaa saa langt frem for.«
Det
var nu hans Mening!
Da vi naaede Friederichsberg, blev Vognen standset
af Skildvagten, og det blev tilkendegivet mig, at jeg
skulde have en Seddel fra Vagtkommandøren for at
faa Navnet opgivet paa det Lazaret, til hvilket jeg
skulde køres hen. Efter en temmelig lang Ventetid