55 / 176
50
fang voksede Dag for Dag; Saarfeberen var tilmed
saa stærk, at jeg laa bevidstløs, og Lægerne betragtede
mig som uhelbredelig.
Betændelsen nærmede sig
Skulderen, og man tænkte paa en Eksartikulation;
men min Tilstand var saa betænkelig, at man frygtede
for at foretage denne. Je g fik efterhaanden 7 Snit i
Armen af Professor Saxtorph, laa i lang Tid med 11
aabne Saar og en høj Grad af Blodforgiftning.
Paa en Tid, da jeg var meget lidende og derfor
vanskeligt kunde sove, mærkede jeg noget krybe over
min venstre Haand, der laa ovenpaa Tæppet. Je g
kaldte paa Sygeplejersken og spurgte hende om, hvad
det var. Svaret lød: »Det er Væggetøj, og Kasernen
er overfyldt med den Slags.« I flere Uger havde jeg
ikke faaet Sengen redt, og rene Lagener eller rent
Linned maatte trækkes fra oven ned under mig. At
mit Leje derfor alt forud var mindre behageligt, er
indlysende, og nu skulde jeg ovenikøbet dele dette
med
Væggetøj. Je g tog da den Beslutning, at jeg
den
næste Dag vilde flyttes over i en ren Seng, selv
om
jeg skulde pines nok saa meget derved. Lægen
gav Tilladelsen, og en anden Seng blev sat for Enden
af min, thi Værelset var saa smalt, at den ikke kunde
stilles ved Siden, og Afstanden derved forkortes. Lægen
»dirigerede Flytningen«, en Sygeplejerske bar den
betændte Arm, over hvilken jeg ikke havde Spor af
Magt, medens Oppasseren havde mig under den ven
stre Arm.
Saaledes hjulpen naaede jeg den anden
Seng, men ikke uden store Smerter, der vedbleve længe
efter, at Armen var bleven lagt paa det fastnaglede
Plankestykke udenfor Sengen. Foruden Professor S ax
torph, der var Lazarettets Overlæge, og som var den,