53 / 176
48
Efter cirka 3 Ugers Forløb befandt jeg mig saa
vel, at det ikke alene blev mig tilladt at være oppe,
men jeg maatte endogsaa gaa lidt ud, hvis jeg følte
Lyst dertil.
En Eftermiddag gik jeg derfor hen til
det nærliggende bekendte »Hotel Esselbach« og kom
netop paa den Tid, da en stor Del af Officererne
spiste dersteds. Ved min Indtræden i Spisesalen hørte
jeg forskellige Udraab, og en særlig lystig yngre
Kammerat raabte mig endog imøde:
»Hvad, er
du ikke død endnu?«
Je g svarede ham i samme
Aand: »Nej, jeg vil først have lidt at spise!« hvor
efter jeg satte mig ned paa en ledig Plads og tog Del
i Kammeraternes Maaltid.
Den 31te August evakueredes jeg til København
paa en engelsk Damper tilligemed en Del andre saarede.
Det er mig ikke bekendt, om Damperens Ankomst den
2den September var meddelt Myndighederne forinden;
men sikkert er det, at der ikke var truffet nogensom
helst Foranstaltning til de saaredes Modtagelse.
At
Damperens Ankomst dog ikke var ubekendt for Alle,
viste sig derved, at Slægtninge af mig vare til Stede
paa Toldboden, uden at de fra mig havde faaet nogen
som helst Meddelelse. Je g var i fuldstændig Uvi
denhed om, til hvilket Lazaret jeg skulde gaa hen,
og jeg trængte netop til Behandling af en kyndig
Læge, da jeg ikke var bleven forbunden i to Dage,
og Armsaarene smertede meget.
Med min skikkelige og mig hengivne Oppasser,
Militærarbejder Strøby fra Kjøgeegnen, maatte jeg til
Fods begive mig paa Rekognoscering efter Kvarter,
og jeg søgte selvfølgelig først hen til Garnisonssyge
huset i Rigensgade; men her blev jeg afvist! Man